Skylder OUH dig penge? Lægestuderende er blevet underbetalt i årevis
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Regionernes Lønnings- og Takstnævn har forleden afgjort, at lægestuderende der var ansat på OUH til at vikariere for læger er blevet underbetalt. Det har stået på siden 2018.
Det betyder at mange tidligere vikaransatte studerende nu har krav på efterregulering af deres løn, da de blot har fået løn som ufaglærte HK-medarbejdere.
Udfaldet glæder Foreningen af Danske Lægestuderende i Odense, som satte sagen i gang, da de blev opmærksomme på de underbetalte studerende.
- Jeg er lettet over udfaldet, og at vi har fået medhold i forhold til, at medarbejderne var ansat på den forkerte overenskomst. Vi starter nu et opsøgende arbejde, for at finde de op mod 30 tidligere ansatte, som vi formoder har været underbetalt. De skal også have efterreguleret deres løn, fortæller Katrine Johanne Jakobsen, formand for Foreningen af Danske Lægestuderende i Odense.
Sagen er nu afsluttet for en håndfuld af de berørte tidligere medarbejdere. Dog udestår et spørgsmål om hvorvidt OUH skal betale en bod for at have de lægestuderende ansat på en forkert overenskomst så længe.
Flere af de studerende, som i første omgang gjorde opmærksom på problematikken, blev kort efter fyret. Begrundelsen var, at der skulle spares. Det kan du læse mere om her.