Snæver sejr: Viktor Axelsen er klar til VM-kvartfinale

Fynske Viktor Axelsen blev presset hårdt af verdens nummer ti, men er videre til kvartfinalen ved VM i badminton.

Den fynske verdensetter og forsvarende verdensmester Viktor Axelsen er klar til kvartfinalen ved VM i badminton i kinesiske Nanjing.

Det står klart, efter at den 24-årige fynbo tidligt torsdag morgen dansk tid i tredje runde besejrede den tiendeseedede Ng Ka Long Angus fra Hongkong. Axelsen vandt i to sæt med cifrene 21-19, 21-18.

Efter et par sikre sejre ved de to første runder ved VM var Axelsen mere presset i opgøret mod verdens nummer ti.

Viktor Axelsen var foran det meste af første sæt, men hans modstander formåede at holde kontakt og udlignede til 19-19. Det besvarede Axelsen med at vinde to bolde i træk og dermed sikre sig sætsejren.

Andet sæt var lige så jævnbyrdigt.

I en duel, hvor modstanderen bragte sig på 11-11, vrikkede Axelsen en smule om på sin ene ankel. Det så ikke ud til at være alvorligt, men modstanderen bragte sig alligevel foran på de efterfølgende bolde.

God defensiv sikrede dansk reducering til 14-15. Lidt senere var det igen forrygende forsvarsspil fra Axelsen, der sikrede en 18-17-føring. 

Axelsen fik kampens første matchbold, da modstanderen ved stillingen 19-18 til Axelsen sendte en nem smash ud af banen.

Det udnyttede fynboen prompte, da han afgjorde kampen i første forsøg.

I kvartfinalen kan Viktor Axelsen meget vel komme til at stå over for den kinesiske stjernespiller Chen Long. Den ottendeseedede kineser møder i tredje runde verdens nummer 14, japanske Kenta Nishimoto.

 

Oversigt

    Oversigt