Stak ild i varebil efter trafikuheld ved Rosengårdcentret

En mindre stjålet varebil fra et pizzeria blev mandag eftermiddag brændt af i det sydlige Odense. Inden da havde bilen været involveret i et trafikuheld ved Rosengårdcentret.

Kort efter klokken 15 mandag eftermiddag var en mindre varebil fra et pizzeria i Odense involveret i et trafikuheld ved Rosengårdcentret i det sydlige Odense. Der var to unge mænd i bilen. Efter uheldet kørte de fra uheldsstedet i varebilen.

Klokken 15.27 modtog Fyns Politi så en anmeldelse om en bil i brand ved Munkebjergvej og Hestehaven i det sydlige Odense.

- Da vores patrulje kom frem, var bilen ikke mere udbrændt, end at de kunne genkende den fra beskrivelsen fra trafikuheldet ved Rosengårdcentret, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen.

Vidner så de to mænd stikke af fra den brændende varebil.

- De blev hentet af nogen i en anden bil. En mindre sort bil, muligvis en lille Opel, fortæller vagtchefen.

De to unge mænd beskrives som etniske danske. Den ene bar en grøn kasket og havde bakkenbarter, der gik helt ned til hagen.

Fyns Politi er meget interesseret i oplysninger i sagen. Fyns Politi kan kontaktets på telefon 114.

 

Oversigt

    Oversigt