Odense-svømmeren Thea Blomsterberg var i sit rette element fredag ved VM-finalen i Japan.
Fynboen er nemlig mere end tilfreds med den femteplads, hun sikrede sig i konkurrencen for 200 meter brystsvømning - især ovenpå hvad hun har været igennem.
- Det har været en udfordrende sæson mentalt. Det er kun 26 måneder siden, at jeg var tæt på at stoppe. Så det hele er gået meget stærkt, og det har været lidt overvældende at bearbejde alle succeserne, så jeg er virkelig tilfreds med min femteplads, siger Thea Blomsterberg til TV 2 Sport efter finalen.
OL og rekord
Blomsterberg havde dog også mange succeser ved VM.
Hun sørgede blandt andet for allerede i de indledende runder af VM'et at sikre en dansk plads ved OL i Paris næste år ved at svømme hurtigere end OL-kravet.
- Det giver meget motivation og er en kæmpe forløsning at klare OL-kravet allerede i indledende, siger svømmeren.
Men ikke nok med, at fynboen endte med en flot femteplads og en OL-plads, så hev hun også en ny personlig rekord hjem i finalen.
Tiden 2.22.42 forbedrede nemlig hendes personlige rekord med 0,19 sekunder.
- Det er jeg mega stolt af. For mig har det været en kæmpe succes, siger Thea Blomsterberg, der normalt svømmer for H2Odense, når hun ikke repræsenterer Danmark under Team Danmarks faner.