Vokseværk i bydel: Kæmpe investering i fremtidens kontorer

17.000 kvadratmeter kontorer til lige knap 400 millioner kroner dukker op i Cortex Park i Odense i 2022. Det blive delekontorer, der i følge PFA er en mega-trend i fremtiden.

Deleøkonomi, delebiler og nu også delekontorer. Det er en af visionerne bag byggeriet, som PFA står bag. PFA investerer lige knap 400 millioner kroner i byggeriet af to store kontorbygninger, hvor der skal bygges 'fremtidens kontorer', som er fler-bruger-kontorer - kontorer, som flere virksomheder deler om.

Byggeriet til 381 millioner kroner bliver til på to grunde på i alt 17.000 kvadratmeter i Cortex Parken i Odense. Cortex Park er en bydel i Odense for viden- og servicevirksomheder.

Bygningerne skal rumme såkaldte fler-bruger-kontorer, hvor flere virksomheder deler de samme kontorer og faciliteter - en international tendens, der bliver mere og mere populær og også har fundet vej til Danmark.

- Det er en spændende investering, som støtter op om de internationale tendenser - megatrends - vi arbejder efter. Vi kan se, at der er øget fokus på deleøkonomi i forskellige former, herunder flerbrugerkontorer, og det er noget, vi i fremtiden forventer øget efterspørgsel på i Danmark, siger Michael Bruhn, der er ejendomsdirektør i PFA, i en pressemeddelelse. 

Bæredygtigt byggeri

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er begejstret for, at erhversområdet Cortex Park får vokseværk. 

- Byudviklingen af Odense er i fuld gang disse år, og Cortex Park er en vigtig del af den udvikling. Området er tæt knyttet til forskningsmiljøet på Syddansk Universitet og bliver tilmed endnu tættere forbundet med bymidten, når letbanen kører lige igennem området i 2021. Og så er det rigtig positivt, at de to kommende kontorbygninger både bliver opført efter de bedste bæredygtige principper og giver mulighed for, at mange virksomheder kan deles om faciliteterne, siger Peter Rahbæk Juel.

Begge bygninger bliver opført med en DGNB-bæredygtighedscertificering til Guld. DGNM er en formel, der udregner, hvor bæredygtigt et byggeri er gennem særligt udviklede kriterier og evalueringsmetoder.

De to kontorbygninger vil kunne rumme mange forskellige målgrupper og virksomheder. Den ene bygning bliver inklusiv fælles faciliteter som kantine og mødecenter, den mindste bliver udelukkende kontorer, hvor lejen vil være mindre.

Byggeriet starter så snart byggetilladelsen er i hus senest i starten af 2020. Der er forventet indflytning på den 11.500 m2 store bygning i slutningen af 2021. Bygningen på 5.500 m2 forventes klar til indflytning 3-6 måneder senere. 

I 2021 er letbanen til bydelen klar, og vurderingen er, at der over de kommende 10-15 år vil blive skabt omkring 6.000 arbejdspladser i området.

Oversigt

    Oversigt