Vollsmose kan tvinge Dalum lukket: - Jeg synes, vi har ventet længe

Et tårnhøjt incidenstal i Vollsmose kan betyde, at resten af kommunen ikke kan åbnes yderligere 15. marts. I Dalum håber man på lokale åbninger.

Om mindre end 14 dage forventes statsminister Mette Frederiksen (S) igen at løsne nogle af coronarestriktionerne, men Odense kan blive forbigået, hvis incidenstallet inden da ikke er faldet i Vollsmose.

Det vil betyde, at selvom frisører i resten af landet muligvis åbner, og skoleeleverne måske må komme tilbage i klasselokalet, skal odenseanere i både Højby, Bolbro og Dalum fortsat blive hjemme.

- Jeg synes, vi har ventet længe, og jeg synes, det er ærgerlig, når noget af det danske land bliver åbnet, og vi ikke får lov, siger efterskoleelev Signe Sonneberg.

Svært at forestille sig åbning

De seneste dage er incidenstallet, der viser antal smittede per 100.000, i Vollsmose vokset og vokset. Onsdag lå tallet på 853, mens det for det samlede Odense lå på 110,7. 

Professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen vurderer, at incidenstallet skal under 100, før Mette Frederiksen vil åbne yderligere.

Christian Skytte Kamper, Signe Sonneberg og Jan Falk Villadsen bor alle i Dalum og har som resten af landet sat deres liv på pause. Christian og Signe går på henholdsvis gymnasium og efterskole, men undervises hjemme. Jan arbejder som driftsleder på hjemmekontoret.
Christian Skytte Kamper, Signe Sonneberg og Jan Falk Villadsen bor alle i Dalum og har som resten af landet sat deres liv på pause. Christian og Signe går på henholdsvis gymnasium og efterskole, men undervises hjemme. Jan arbejder som driftsleder på hjemmekontoret.
Foto: Anton Gyde

- Det er svært at forestille sig, at man lukker en kommune op, hvor incidenstallet er over 100, siger han.

Hvis smittetallet i Vollsmose var på samme niveau som resten af Odense, ville det samlede incidenstal i kommunen være på 86,4.

Både Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Odense Kommunes egen by-og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) har foreslået at begrænse smitten i Vollsmose ved at lukke bydelen ned, og i Dalum håber flere beboere på lokale genåbninger 15. marts.

- Når Odense er så stor, kan man åbne nogle steder i byen, og andre steder være nødt til at sætte fokus på, at folk bliver hjemme, siger Jan Falk Villadsen, der til dagligt arbejder som driftsleder fra hjemmekontoret.

Afviser at lukke Vollsmose

Indtil nu har Odense Kommune dog afvist at lukke Vollsmose. I stedet vil kommunen få endnu flere til at lade sig teste og hjælpe med at isolere smittede beboere.

Det er dog ikke alle, der har lige travlt med at åbne landet igen. For Christian Skytte Kamper, der er elev i 2.g på Skt. Knuds Gymnasium, gør det ikke noget, hvis åbningsdagen ikke bliver 15. marts.

- Hellere vente lidt og få lidt mere ud af det senere hen og så få styr på de her ting. Jeg tænker umiddelbart, at det er fint, hvis ikke vi åbner, siger han. 

Et incidenstal på 853 i Vollsmose svarer til, at cirka 85 personer ud af knap 10.000 er smittet med coronavirus.

Oversigt

    Oversigt