Selv om Mette Frederiksen gik til valg på det, blev det aldrig Lottes tur.
I 2019 prydede Lotte Hansens billede billboards rundt om i det danske landskab. Hun var iført sin hvide kittel med sygeplejerskeemblemet placeret på rette sted og med et smil på læberne.
”Nu er det Lottes tur” stod der med hvide bogstaver på rød baggrund under billedet af Lotte Hansen. Hun var ved et tilfælde blevet en af frontfigurerne for Socialdemokratiets valgkampagne med løfter om bedre velfærd.
- De kom på besøg på min afdeling en hel delegation, og jeg fik en snak med Mette Frederiksen. Hun lyttede og anerkendte, at vi kunne noget særligt på et lille sygehus som Nyborg, og hun lovede os noget, fortæller Lotte Hansen.
Blandt andet lovede Mette Frederiksen (S) 1.000 flere sygeplejersker. Det blev bare ikke til noget.
En ny opgørelse med tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor offentliggjort i Jyllands-Posten i slutningen af september viser, at der i dag er 713 færre sygeplejersker ansat i regionerne. I maj 2019 var der 34.010 sygeplejersker med et lønnummer i regionerne, mens der i juni i år var 33.297.
Lotte Hansen var i 2019 ansat på Nyborg Sygehus. Hun kunne også skrive under på, den tekst, der stod nederst på Socialdemokratiets plakat med hendes billede. ”Der er travlt i vores velfærdssamfund. Der er brug for mere tid til omsorg”.
Men i årene efter oplevede hun, at hendes arbejdsvilkår blev forringet.
I maj 2022 sagde hun derfor sit job op.
Et drømmejob
Lotte Hansen vidste allerede, da hun gik i 8. klasse, at hun ville være sygeplejerske af klassiske årsager; det handlede om mennesker og mulighed for at give omsorg. Og hun har elsket sit fag lige siden, fortælle hun.
I 2019 var hun bare begyndt at løbe stærkere på sit arbejde, og en centraliseringstendens i sygehussektoren truede hendes trygge arbejde på ambulatoriet på Nyborg Sygehus, hvor hun kunne komme udenom aften- og nattevagter.
De var anstrengende for en familie med små børn og en mand, der også havde skiftende vagter.
- Jeg er selvfølgelig med på, at pandemien kom og gjorde arbejdet svært. Jeg oplevede bare, at selv om vi var fleksible, blev vi gang på gang svigtet, fortæller Lotte Hansen.
Svigtet gang på gang
Da regionen i 2020 sendte den først bonus af sted til udvalgte faggrupper, var der sygeplejersker, der fik, men ikke Lotte Hansen.
- Det var til dem, der kom udefra og tog vagter, mens jeg havde fået vagter på OUH i Svendborg, og det var en intern flytning. Derfor var der ingen penge til mig, fortæller Lotte Hansen.
- Det gav mig en følelse af, at jeg blev uretfærdigt behandlet. Jeg havde kæmpet for at få det til at hænge sammen på hjemmefronten, uddyber hun over en kop kaffe hjemme ved det runde spisebord i hendes køkken.
Efter det blev der lagt mere til. Det, der skuffede Lotte Hansen mest, var regeringens indgreb i strejken året efter.
- Det var en strid omgang, et antiklimaks. Der røg min tillid til regeringen, siger hun
Den berømte dråbe faldt, da Lotte Hansen måtte skrive under på en ny ansættelseskontrakt. Hun kunne ikke længere undslippe vagter på OUHs matrikler i både Svendborg og i Nyborg.
- Jeg var frustreret og afmægtig. Jeg vil gå glad på arbejde hver dag. Det kunne jeg ikke længere, siger Lotte Hansen.
Det svinder af kaffen i koppen hjemme ved spisebordet, det samme gjorde Lotte Hansens overskud i begyndelsen af 2022. I maj tog hun konsekvensen og sagde sit job op.
- Det var en lettelse, selv om jeg ikke havde noget andet arbejde.
Det fik hun heldigvis hurtigt, som sygeplejerske i blodbussen. Hun savner kontakten til patienterne, men ikke den uvished og det stress, der fulgte med hendes tidligere arbejde.
Det blev aldrig til 1.000
I Dansk Sygeplejeråd genkender kredsformand i Syddanmark John Christiansen Lotte Hansens fortælling.
- Der var mange, der blev skuffede, fordi de ikke fik del i bonusser, vi forhandlede hjem under corona, men det var svære forhandlinger, siger han.
En anden sag er sygehussektorens vedvarende udfordringer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker som Lotte Hansen i job.
- Vi forhandler med regionen om at gøre det mere attraktivt at arbejde som sygeplejerske i vagtbærende stillinger. Det har resulteret i højere løn til dem på døgnbemandede og vagttunge afsnit.
Sygeplejemanglen er massiv og de flygter fra faget. Gør I det så godt nok?
- Vi har råbt op om det i flere år. Vi fik også øget optaget på uddannelser i regionen med 25 procent for fem år siden. For tre år siden gjorde vi politikerne i Region Syddanmark opmærksomme på, at der ville komme til at mangle anæstesisygeplejersker, men ingen lyttede. Det er imidlertid et faktum i dag, siger John Christiansen.
- Det er heller ikke alt, politikerne i regionen kan løse. Deres pengekasse er ikke stor nok. Det er folketingspolitikerne, der også må gøre noget, uddyber han.
Hvis jeg skal vende tilbage …
Ærgrelsen og svigtet sidder stadig i Lotte Hansen.
- Mette Frederiksen levede aldrig op til det, hun lovede. Pandemien pressede systemet, det rykker bare ikke ved, at der tilsyneladende er flere centraliseringer på vej og på, at vi ikke blev behandlet med respekt.
For Lotte Hansen handler det ikke om penge, men om ordentlige arbejdsvilkår.
- Hvorfor skal vi alle sammen arbejde i den her kasse, hvor alle skal tage alle slags vagter? Jeg savner nogle gange mit arbejde helt ind i hjertet, men jeg kan ikke arbejde flere helligdage om året og så også weekender.
Derfor er hun ikke på vej tilbage i kitlen lige foreløbigt.
Ved du, hvem der skal have din stemme til folketingsvalget 2022? Ellers kan du tage vores kandidattest og finde din kandidat.