En 17-årig mand fra Svendborg er blevet sigtet for vold og trusler på livet mod sin gravide ekskæreste. Nogle af truslerne skete ved hjælp af sms'er, og politiet mener også, at han rettede telefoniske trusler mod kvindens far.
Politiet mener, at volden og truslerne fandt sted mellem den 25. marts og den 3. april, da manden blev anholdt.
- De havde lånt en lejlighed i Svendborg af en af hendes veninder, og da de havde overnattet der, kommer de op at skændes, og han er voldelig mod hende og hendes ufødte barn, siger anklagerfuldmægtig Jesper Holm, Fyns Politi.
Den unge mand er sigtet for at have givet den 21-årige kvinde flere lussinger, et knytnæveslag i hovedet, taget kvælertag på hende og vredet hendes arm om.
Da han torsdag var i grundlovsforhør i Retten i Svendborg, erkendte han at have givet kvinden fem lussinger og at have vredet hendes arm om, men nægtede resten.
Han erkendte også at have truet kvinden og det ufødte barn via sms'er, men han nægtede telefontrusler mod hendes far.
Den 17-årige blev ved Retten i Svendborg varetægtsfængslet i fire uger. Det kommer til at foregå på en institution på grund af hans unge alder.
Dommeren lagde vægt på, at der ville være risiko for, at han ville forsøge at påvirke ekskæresten, hvis han var på fri fod.
Desuden mener dommeren, at der var risiko for ny kriminalitet, da det ikke er længere siden end i januar, at manden blev idømt en betinget straf for vold mod ekskæresten.
Han valgte imidlertid at kære fængslingen til landsretten.