Et skænderi mellem to mænd i Svendborg udviklede sig søndag så dramatisk, at en 43-årig mand blev stukket i halsen. Det oplyser Fyns Politi.
Skænderiet mellem to mænd fra det sydfynske misbrugsmiljø fandt sted ved busterminalen på Jessens Mole i Svendborg omkring klokken 16.00.
Pludselig trak den ene - en 43-årig - mand en lommekniv og stak den i halsen på den anden - også en 43-årig mand.
Den forurettede blev efterfølgende behandlet for knivstikket på Svendborg Skadestue. Han var søndag aften udskrevet igen, fortæller politiet.
Overfaldsmanden blev kort efter anholdt på sin bopæl uden dramatik og sigtes for kvalificeret vold.
Det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.