Manden kom ind på tanken ved Jessens Mole klokken 9.13. Med en hånd i lommen truede han ekspedienten til at udlevere spiritus og cigaretter. Herefter forlod han stedet til fods.
Røveriet blev optaget af et overvågningskamera, og samtidig blev et signalement rundtsendt til patruljevogne i området.
Men inden videobillederne blev undersøgt, kunne politiet dog anholde den 61-årige hvidhårede mand. Han havde alle tyvekosterne på sig.
- Det er sjældent at røvere har så høj en alder, og det virker noget desperat, siger vagthavende ved Fyns Politi.
Manden, der er kendt for utallige lignende forhold, vil nu blive sigtet og fremstillet i grundlovsforhør.