DM-semifinalisten GOG stryger videre i pokalturneringen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
GOG er klar til kvartfinalen i herrernes pokalturnering efter en sikker en sejr over HK Give Fremad
GOG's håndboldherrer gik torsdag videre til kvartfinalen i pokalturneringen Santander Cup med en overlegen sejr over HK Give Fremad.
Klubbens håndboldherrer, der nåede semifinalen i ligaturneringen i sidste sæson, vandt på udebane med 39-23 over klubben fra 2. division.
Ved pausen var GOG foran 16-10, og sejren blev slået helt fast med fynboernes stærke anden halvleg.
Lidt større problemer havde Nordsjælland Håndbold, som dog fik spillet sig videre til kvartfinalen med 25-22 mod Team Sydhavsøerne.
Faktisk var Sydhavsøerne foran 13-11 ved pausen, men nordsjællænderne fra den bedste række fik sat tingene på plads i anden halvleg.
Onsdag måtte Skjerns håndboldstjerner overraskende forlade pokalturneringen efter et nederlag på 26-28 til Skanderborg i ottendedelsfinalen.
I kvindernes pokalturnering vandt København Håndbold torsdag 28-13 ude over Ringkøbing, mens Odense Håndbold med en storsejr på 33-14 hos Sønderjyske også blev kvartfinaleklar.
Torsten Laen bliver sportschef i GOG
Få måneder efter afslutningen på sin spillerkarriere har Torsten Laen fundet et nyt arbejde.
Det bliver fortsat i håndboldverdenen, da han fremover skal være sportschef i GOG. Han har allerede et stort kendskab til klubben, da han spillede i den gule trøje i de sidste to sæsoner.
- Jeg har ganske vist ikke savnet sæsonopstarten, men jeg glæder mig meget til at få en ny dimension med af sporten, hvor jeg nu kommer om på den anden side af bordet, siger Torsten Laen.
Da de sportslige ting allerede er på plads til den kommende sæson, skal han primært være med til at optimere de forskellige ting.
- Det betyder, at jeg skal sparre med trænerteamet, at jeg skal være med til at sikre, at vi har trivsel i truppen, og så skal jeg være Kasper Jørgensens (direktør i GOG, red.) forlængede arm i det administrative arbejde, når det giver mening.
Laen sluttede sin spillerkarriere af med at vinde bronze med den fynske klub i sidste sæson. Her vandt de over Aalborg.
Torsten Laen nåede at spille 145 landskampe for Danmark.
Tidligere GOG-profil kørte galt på vej hjem fra operation
Et færdselsuheld har givet den tidligere GOG-spiller Gøran Søgard Johannessen en dårlig optakt til sæsonstarten i Flensburg-Handewitt, hvortil han skiftede fra GOG i sommer.
En time efter en ankeloperation forud for den kommende sæson kørte han galt. Hans ven, som skulle køre ham hjem, stødte sammen med en anden bil i høj hastighed.
- Vi kom ud på vejen, og efter en lille time kørte vi galt med en anden bil med 80-90 kilometer i timen, skriver Johannessen i en besked til norske NRK.
Her fortæller han også, at han ikke kan huske meget fra ulykken.
Den norske landsholdsspiller brækkede næsen og har fået en 'lille hjernerystelse', som han beskriver det i et opslag på Instagram.
Her oplyser han ligeledes, at han skal blive på sygehuset til på mandag. Alle involverede er sluppet nådigt fra ulykken.
Den 24-årige norske landsholdsspiller kom til GOG i 2016, hvor han har været en værdifuld spiller. Han har i skrivende stund spillet 41 landskampe.