To betjente fra Fyns Politi har handlet i strid med loven, fordi de læste politirapporter, inden de skulle afgive forklaring som vidner i en straffesag i Svendborg.
Det mener en af forsvarerne i sagen, advokat Ulrik Sjølin. Han forlanger nu, at sagen skal begynde forfra.
- De kom med forbavsende detaljerede forklaringer, da de blev afhørt. Senere oplyste de, at de havde læst rapporter om deres oprindelige forklaringer til politiet, siger Ulrik Sjølin.
Dette er i strid med både retsplejeloven og med en instruks fra den øverste anklager, påpeger advokaten.
I sommer udsendte rigsadvokat Jan Rechendorff nye skærpede regler under overskriften "Kvalitet og legalitet". Her står blandt andet:
"Et vidne har således ikke adgang til inden afhøringen i retten at gennemlæse en politirapport om vidnets tidligere forklaring til politiet. Det gælder for alle vidner, herunder polititjenestemænd."
- Når betjentene forbereder sig ved at læse afhøringsrapporterne, forklarer de jo ikke om, hvad de kan huske - men om, hvad de er citeret for i rapporterne, siger advokat Ulrik Sjølin.
- Jeg undrer mig meget over, at politiet ikke er klar over et regelsæt fra Rigsadvokaten, siger han.
Vold mod politimand
Sagen i Svendborg drejer sig blandt andet om vold mod en politimand, der skal have fået et slag, samt om trusler mod politifolk. Sagen, hvor tre mænd er tiltalt, fortsætter torsdag. Her vil forsvareren bede retten om at begynde på ny.
- Der er sket nogle grundlæggende retssikkerhedsmæssige fejl, mener Ulrik Sjølin.
- Når dette opdages ved en tilfældighed, kan man være bekymret for, hvad der ellers foregår, bemærker han.
Ingen kommentarer
Anklageren i sagen vil onsdag ikke udtale sig til Ritzau. Han vil således heller ikke oplyse, hvordan betjentene fik adgang til rapporterne.
- Jeg har ingen bemærkninger til den konkrete sag, som stadig verserer, siger anklagerfuldmægtig Christian Nielsen fra Fyns Politi.
I den førnævnte instruks fra Rigsadvokaten står, at vidner bør genopfriske deres hukommelse, inden de møder op for at besvare spørgsmål i retslokalet.
Det kan for eksempel ske ved at gennemse egne noter - men altså ikke politirapporter.
"Vidnet skal i retten gengive, hvad han eller hun kan huske fra begivenheden, og ikke hvad vedkommende har oplyst over for politiet," skriver Rigsadvokaten.