GOG-talent tvivlsom
Artiklen er mere end 30 dage gammel
GOG-talentet Jon Lindenchrone Andersen har brækket næsen og er tvivlsom til kampen mod HC Midtjylland i håndboldligaen tirsdag.
Højrebacken Jon Andersen fik en ordentlig blodtud i lørdagskampen mod Aarhus, da han fik Aarhusspilleren Sebastian Hennebergs albue i ansigtet, skriver håndbold-sitet hbold.dk.
Det har siden vist sig, at hans næse er brækket. Det betyder, at han næppe kommer i kamp tirsdag aften mod HC Midtjylland på udebane, og i stedet er U18-spilleren Michael Gidsel, som fik liga-debut mod Tønder, blevet udtaget.
GOG er ubesejret i otte kampe i træk og fører ligaen.
Magtdemonstration: GOG maste århusianere på udebane
Håndboldherrerne fra GOG leverede lørdag en sand magtdemonstration på udebane mod Århus Håndbold i landets bedste række.
Her så knap 1.800 tilskuere det fynske tophold vinde klart 31-24 over Erik Veje Rasmussens Århus-mandskab.
Hjemmeholdet havde svært ved at dæmme op for GOG's offensiv, der sprudlede kampen igennem. Ved pausen var gæsterne således foran 16-10.
Lasse Kjær Møller blev topscorer med ni mål, mens Henrik Jakobsen scorede seks gange i sejren der bringer GOG's førerhold op på 18 point efter 11 spillerunder. Silkeborg/Bjerringbro ligger på andenpladsen med 16 point og Århus Håndbold har 12 point på sjettepladsen.
Trods nederlaget kan Århus-fans glæde sig over, at holdet før næste sæson får tilgang af den 208 centimeter høje norske stregspiller Kristian Rammel.
Før kampen offentliggjorde Århus Håndbold, at man fra sommeren 2018 henter den 22-årige nordmand på en treårig kontrakt.
Kampen HC Midtjylland - GOG fløjtes i gang tirsdag klokken 19.30.