Lørdag eftermiddag byder de gultrøjede GOG-spillere Skanderborg Håndbold velkommen.
Og hvis det sydfynske hold formår at hive sejren hjem, så kan de altså indtage toppen af tabellen i Herre Håndbold Ligaen. Derfor er der også meget på spil.
- Det plejer at være tætte kampe, når vi spiller mod Skanderborg Håndbold. Der er ingen tvivl om, at det er to hold, der står godt til hinanden og udfordrer hinanden på en række parametre i begge ender af banen, siger GOGs træner Nicolej Krickau på GOGs egen hjemmeside.
Lige nu har GOG indtaget 2. pladsen i ligaen, men holdet er én kamp bagefter ligaens nummer 1, som er Aalborg med 39 point - samme antal point som det sydfynske hold.
Kan ende grundspil på 1. pladsen
Grundspillet i Herre Håndbold Ligaen er da også så småt ved at nå sin ende, og derfor kan det være en ekstra stor fordel for GOG at vinde sine to sidste kampe inden slutspillet.
Gør de det, kan de nemlig tage to point med sig i slutspillet, og det betyder også, at de kommer i pulje med ligaens nummer 4, 5 og 8. Det kan altså øge deres chancer for at ende med den helt store sejr.
- Det handler selvfølgelig om at peake, når vi rammer slutspillet, men selvfølgelig jagter vi at komme på 1. pladsen. Vi ved dog også, at det er en hård kamp, der venter os lørdag, siger Nicolej Krickau.
Håndboldligaens turneringsform
Udover lørdagens kamp mod Skanderborg Håndbold, skal GOG spille mod Fredericia Håndboldklub søndag den 4. april. Og efter den kamp vil grundspillet for de sydfynske herrer være overstået.