Mand skyldig i voldtægt og krænkelser af mindreårige

Manden har i en række tilfælde udsat piger for krænkelser og ulovlig tvang. Han er også skyldig i voldtægt.

En 41-årig mand er skyldig i en række krænkelser af mindreårige piger via sociale medier.

Det har et nævningeting ved Retten i Svendborg fredag afgjort.

Manden er også kendt skyldig i at have begået en fuldbyrdet voldtægt af en mindreårig og et forsøg på samme.

Han har via sociale medier fået kontakt til flere børn, som han både har udsat for blufærdighedskrænkelser og ulovlig tvang.

Eksempelvis har han opfordret dem til at sende nøgenbilleder og -videoer til ham, og så har han i visse tilfælde instrueret dem i at udføre seksuelle handlinger på sig selv. Det er sket under tvang.

De fleste af forholdene har fundet sted i 2020 og 2021, og alle ofrene var under 15 år.

Sendte nøgenbilleder

Her har han blandt andet udgivet sig for at være en 15-årig dreng i chatsamtaler for at få mindreårige piger til at sende nøgenbilleder, og i andre tilfælde har han sendt billeder af sin erigerede penis til piger.

Han udgav sig også for at være yngre, da han i begyndelsen af 2021 fik en 14-årig pige til at mødes med ham ved en bålhytte i Ørbæk, hvor pigen blev voldtaget.

Den 41-årige er desuden kendt skyldig i at have været i besiddelse af børneporno i form af videoer med overgreb på børn - i nogle tilfælde børn ned til et år.

Børneporno inddeles i kategorier alt efter grovheden. Kategori 1 er den mildeste, mens kategori 3 er den groveste. Videomaterialet i sagen er ifølge anklageskriftet af kategori 2 og 3.

Nægter sig skyldig

Manden, der ifølge Fyens Stiftstidende nægter sig skyldig, er kendt skyldig eller delvist skyldig i alle forhold undtagen ét, som han blev frifundet for.

Det handlede om, hvorvidt han brød et bolig- og besøgsforbud, som han har fået i forbindelse med en dom i 2011, da han var ved bålhytten med den 14-årige pige.

Det er alene skyldkendelsen, der er afsagt fredag. Der afsiges dom i sagen enten 28. oktober eller 3. november, oplyser byretten.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden går efter at få manden idømt forvaring.

Forvaring er en indespærring på ubestemt tid af personer, som retten anser for at være særligt farlige. Forvaring idømmes, når retten anser det for nødvendigt for at beskytte samfundet mod den farlige person.

Oversigt

    Oversigt