Jacob Salvig har været direktør for Naturama i 17 år og i tre år for Fjord&Bælt. 1. april næste år er det slut, da den mangeårige direktør søger nye udfordringer.
- Jacob har om nogen været personen, der har været i stand til at ændre det traditionelle naturhistoriske museum til en moderne attraktion, hvor publikum udfordres, forundres og aktiveres. Det at besøge en attraktion skal være en totaloplevelse og skal give gæsten lyst til selv at søge mere viden og til at søge flere oplevelser, hvilket Jacob i høj grad har formået, siger formanden for bestyrelserne på Naturama og Fjord&Bælt, Michael Christiansen.
Jacob Salvig har ifølge bestyrelsesformanden været den drivende kraft i fusionen mellem Fjord&Bælt og Naturama.
Stillingen som direktør for Naturama og Fjord&Bælt bliver slået op i foråret 2015.