- Jeg er virkelig glad og stolt, siger Axelsen efter stor triumf

Viktor Axelsen erkender, at finalen var præget af nerver. Men det betyder bare, at han er ekstra glad for sejren.

Viktor Axelsen kunne hæve armene i vejret og nyde sejren i Thailand Open.

Den danske badmintonstjerne strøg til tops i turneringen med en sikker finalesejr over Hongkongs Ng Ka Long Angus. Sejren blev sikret i to sæt, og selvom danskeren vandt med 21-14, 21-14, fortæller han, at det ikke var fuldstændig problemfrit.

- Jeg vidste, at Ng Ka Long havde brugt en masse energi i denne uge på at få så mange bolde over nettet som muligt, så jeg forsøgte at spille i et højt tempo. Jeg synes ikke nødvendigvis, at finalen blev så højintens, men det var en finale, så der var nerver og forskellige ting, der spillede ind, siger han i sit vinderinterview.

- Jeg er virkelig glad for måden, jeg kontrollerede mig selv på. Jeg spillede med, hvad jeg havde - og scorede de point, der var nødvendige.

Viktor Axelsen fortæller, at sejren betyder ekstra meget, da den kommer efter en optakt til turneringen, hvor han var i en situation, han ikke plejer at være i. Axelsen blev nemlig far, imens han også fik foretaget en operation i sin ankel.

- Jeg er virkelig glad og stolt, da det er en af de største turneringer. Jeg var i en lidt mærkelig situation inden turneringen, da der er sket mange ting, siden jeg sidst har spillet. Jeg har trænet, så hårdt jeg kunne, men jeg vidste ikke, hvor jeg var rent spillemæssigt. Det er ikke let at vinde mod så gode spillere, siger Axelsen.

Vil fortsætte i næste uge

Cheflandstræner Kenneth Jonassen er tilfreds med det, han så fra den danske stjerne. Men det slutter ikke her - i næste uge venter nemlig endnu en turnering i Thailand.

- Efter sin skade og operation i efteråret, er jeg glad for at se, at de ting, Viktor har arbejdet på til træning, går igen i den her turnering. Ikke mindst i kvartfinalen og i semifinalen. Men vi må ikke tage for givet, at vi bare kan køre videre på det til næste uge. Vi skal fortsætte det gode arbejde i uge to, siger Jonassen.

27-årige Axelsen har ikke tabt en badmintonkamp siden 18. januar 2020. Det vil sige, at han har været ubesejret i knap et år, siden han tabte til Anthony Ginting i Indonesia Masters-finalen i 2020.

Samtidig spiller det selvfølgelig ind, han ikke har deltaget i turneringer siden All England-triumfen i midten af marts sidste år.

Viktor Axelsen var eneste dansker i aktion på finaledagen, da damesinglen Mia Blichfeldt lørdag tabte sin semifinale.

Viktor Axelsens største triumfer

Oversigt

    Oversigt