TV 2 erfarer: Regeringen vil gøre det billigere at køre over Storebælt

Det vil blive omkring 25 procent billigere at køre over Storebæltsbroen, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag.

Regeringen vil gøre det markant billigere at køre over Storebæltsbroen.

Det erfarer TV 2.

I omegnen af en fjerdedel af prisen vil ifølge TV 2s oplysninger blive barberet af. Det vil ske gradvist over flere år.

Ifølge TV 2s oplysninger var det planen, at flere ministre skulle have været præsenteret nyheden og de nærmere detaljer på et pressemøde ved Storebæltsbroen fredag.

Forslaget vil være en del af regeringens finanslovsudspil.

En mærkesag for Liberal Alliance

Liberal Alliance har længe haft som mål at gøre det gratis at køre over Storebælt.

Partiet mener, at broafgiften er en barriere for vækst på især Fyn og det vestlige Sjælland. Men da Liberal Alliance i slutningen af 2016 indtrådte i regeringen, sagde den nye transportminister Ole Birk Olesen (LA), at en afskaffelse af broafgiften ikke var regeringens politik.

Med den nuværende prisstruktur er Storebæltsbroen betalt af i 2029. I dag koster det mellem 125 og 365 kroner at krydse Storebælt i personbil.

Oversigt

    Oversigt