Anledningen til striden mellem Nestlé og Ærø var Ærø Sæberis ønske om at bruge navnet "Ærø Specialiteter" på deres produkter. Ærø Sæberi drives af Inge Dahl, og Ærø Specialiteter dækker over varer som urtesalt, sæber og te.
Men Inge Dahls ønske om at bruge navnet Ærø Specialiteter blev opdaget af den internationale fødevaregigant Nestlés patent-advokater i Belgien.
Nestlé har eneretten til har bruge navnet "Aero" på fødevarer, og da Ærø oversat til engelsk kan staves "Aeroe", kom det for tæt på efter advokaternes mening.
Svar inden 30. november
Nestlés patent-advokater skrev derfor et brev til Inge Dahl, der ejer Ærø Sæberi, og bad hende inden 30. november skriftligt bekræfte, at hun ikke agtede at bruge navnet "Aero Specialiteter" på konkurrerende produkter.
De ville sikre sig, at Ærø Specialiteter ikke ville "sælge chokolade, kakao og is, samt nogle andre produkter med det oversatte varenavn AERO."
- Jeg har nu svaret Nestlé, at vi ikke ser nogen konflikt mellem deres og Inge Dahls rettigheder. Men jeg har samtidigt forklaret Nestlé, at et egenavn som Ærø selvfølgelig til enhver tid kan bruges af fødevareproducenter på Ærø, fortæller advokat Jørgen Jørgensen fra Ærøskøbing til TV2/FYN.
Han sammenligner Ærøs ret til at bruge egenavnet med andre egne i landet, som for eksempel Samsø kartofler, Bogø chokolade, Læsø salt og andre egnsprodukter.
- Hvis Nestlé anerkender mit svar, så er sagen slut. Men jeg har altså ikke hørt fra dem endnu, siger advokat Jørgen Jørgensen.