Klokken 18.04 tirsdag indkom et alarmopkald til Beredskab Fyn.
På Flemløse Biogas i Glamsbjerg i Assens Kommune var der sket en arbejdsulykke, hvor to personer omkom, og flere personer personer kom alvorligt til skade.
Et vidne fortalte til TV 2 Fyn, at der var tale om en silo, som var styrtet sammen. Fyns Politi har senere bekræftet, at "ulykken er sket i forbindelse med arbejde omkring en silo".
Hvem er de omkomne?
Det ved vi ikke endnu. Fyns Politi forsøger at danne sig et overblik over ulykken, og det har oplyst til TV 2 Fyn, at det kommer til at arbejde på ulykkesstedet hele natten til onsdag. Vi ved dog, at det drejer sig om to personer, men deres identitet har politiet ikke villet komme nærmere ind på.
Er de pårørende underrettet?
Fyns Politi er endnu ved at underrette de pårørende til de omkomne, oplyser det i en pressemeddelelse. Det være sig de pårørende til de omkomne og til de alvorligt tilskadekomne. Fyns Politi har overfor TV 2 Fyn oplyst, at ikke alle pårørende er underrettet endnu.
Hvor mange er kommet alvorligt til skade?
Det mangler vi svar på. Fyns Politi har oplyst til TV 2 Fyn, at arbejdsvilkårene er vanskelige på grund af ulykkens omfang, og at det endnu er ved at danne sig et overblik. Vi ved dog, at det drejer sig om "flere" personer.
Hvor skete ulykken?
Flemløse Biogas ligger på adressen Karlemosevej 3 i Glamsbjerg i Assens Kommune.
Hvordan kunne det ske?
Vi ved, at Flemløse Biogas har ansøgt om at udvide anlægget. Partner Christian Stenskrog har over for TV 2 Fyn bekræftet, at anlægget er ved at blive udvidet med en ekstra tank, og at der i den sammenhæng bliver støbt et tag til den. Han ved dog ikke, om det sættes i forbindelse med ulykken, og Fyns Politi kan heller ikke hverken be- eller afkræftet dette over for TV 2 Fyn.
Hvor meget redning blev sendt til stedet?
TV 2 Fyn har talt med Klavs Sørensen, som bor cirka 300 meter i fugleflugt fra Flemløse Biogas. Han oplyste, at han så op mod 20 udrykningskøretøjer rykke ud i forbindelse med ulykken. Der var både tale om ambulancer, politibiler, brandbiler samt en redningshelikopter. Han så senere redningshelikopteren flyve fra stedet. TV 2 Fyns reporter på stedet så desuden to ambulancer forlade ulykkesstedet.
Kan nogen stilles til ansvar for ulykken?
Det ved vi ikke endnu, men det vil de kommende dages undersøgelser forhåbentlig give os svar på. TV 2 Fyn har været i kontakt med direktør for Flemløse Biogas, Kurt Brusgård Poulsen. Han ønsker ikke at sige noget før onsdag.