Frank Weirsøe

Journalist

19. dec. 2024 kl. 6:00
Ken Petersen

Jesper vinder igen over letbaneentreprenør – men venter stadig på sine millioner

LYT
Del
Link
kopieret!

Konkurs, skilsmisse og stress. Det har været nogle af konsekvenserne for Jesper Clemen efter en årelang strid med letbanens hovedentreprenør.

- Jeg kan ikke låne penge, lease en bil, kan kun bo til leje og har lånt penge af mine forældre. Det har været et kæmpe hårdt slag og jeg tænker på det hver dag, siger Jesper Clemen.

Hans firma Clemen Montage og Byg blev i 2019 opsagt af Odense Letbanes hovedentreprenør, mens de var i gang med at opbygge letbanens kontrolcenter.

Årsagen var en strid om sociale klausuler. Entreprenøren mente, at Jesper Clemen aflønnede sine medarbejdere i strid med kommunens sociale klausuler. Det afviste Jesper Clemen, og en afgørelse i Voldgiftsnævnet gav ham ret, blandt andet fordi der aldrig var indgået en kontrakt mellem parterne.

I sidste uge - fem år efter, at sagen begyndte - afgjorde Københavns Byret, at fynske Munck skal betale 6,7 millioner kroner plus renter og sagsomkostninger til den fynske iværksætter. I alt løber det op i et samlet beløb i nærheden af 12 millioner kroner.

- Det er den helt rigtige dom. Det har vi vist fra starten af, siger Jesper Clemen.

For fem år siden betød den pludselige fyring, at Jesper Clemen pludselig stod med et krav fra Comsa-Munck på i alt 20 millioner kroner.

- Jeg gik ned med stress og sad bare hjemme i tre måneder. Det var hårdt, lyder det fra Jesper Clemen.

Først i december 2022, fik Jesper Clemen oprejsning. Voldgiftsnævnet gav ham ret i, at Comsa-Munck skulle betale 6,7 millioner kroner for det arbejde, han havde udført for Odense Letbane.

I mellemtiden var samarbejdet mellem spanske Comsa og fynske Munck dog gået i stykker. Ingen af parterne ville betale Jesper Clemen, og derfor lagde han sag an mod Munck.

- Det forkasteligt er, at Munch prøver at snyde sig uden om at betale. Har du været en del af interessentskabet så har du bare at betale. Reglerne er klokkeklare, mener Jesper Clemen.

Sejr i byretten

Munck Gruppen mener, at det burde være Comsa, der skal betale.

- Kurator i Clemens konkursbo har indgået en aftale med Comsa, om at sagsøge Munck via de danske domstole, men for Comsa´s regning og risiko, som vi finder meget usædvanlig. Den aftale har derfor trukket sagen unødigt ud, lyder det fra Hans Christian Munck, der er administrerende direktør i Munck Gruppen.

At det spanske selskab Comsa skulle stå bag og betale sagen mod deres tidligere fynske samarbejdspartner afviser kuratoren for Clemen Montage og Byg.

- Vi er ikke betalt af Comsa, men vi har fået en såkaldt tabskautionering fra Comsa, der betyder, at hvis vi ikke via retten får pengene fra Munck, så vil de betale. Vi fik et lignende tilbud fra Munck, hvis vi ville anlægge sag mod Comsa, lyder forklaringen fra kurator Jan Bruun Jørgensen.

Fare for mere ventetid

Dommen i Københavns Byret giver Jesper Clemen ret i, at det er Munck, der skal betale det skyldige beløb.

- Jesper er blevet en brik i et økonomisk spil mellem to store byggekoncerner, og det kan ingen af parterne være bekendt. Men en dag får han sine penge, siger Jan Bruun Jørgensen.

Selvom Jesper Clemen nu har rettens ord for, at Munck Gruppen skylder ham 6,7 millioner kroner plus renter, så kan Munck Gruppen anke sagen til landsretten.

- Vi er ved at sætte os ind i dommen sammen med vores advokat og kan derfor ikke udtale os om dette på nuværende tidspunkt, skriver Munck.

Udsigten til mere ventetid gør Jesper Clemen frustreret.

- Jeg kan ikke forstå det danske retssystem, at det skal tage så lang tid, siger Jesper Clemen.

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Comsa.

8. dec. 2024 kl. 6:00
Morten Albek

Frustration over faldefærdigt hus i historisk kvarter: - Det er jo en del af Odenses dna

LYT
Del
Link
kopieret!

Midt i Odense centrum ligger det over 100 år gamle historiske og bevaringsværdige kvarter Gerthasminde.

Odense Kommune værner om kvarterets historie og udseende med en striks lokalplan, der bestemmer hvad beboerne i de omkring 80 huse må gøre ved deres huse. Der er regler for alt lige fra dørhåndtag til tagkonstruktioner i det, der også bliver kaldt den engelske haveby.

Men et af de mest ikoniske huse i kvarteret skiller sig markant ud fra idyllen i Gerthasminde.

I 14 år har et af de centrale huse stået tomt, og uden at ejerne eller kommune har forhindret det, er huset nu i forfald.

Kenneth Boysen har boet 26 år i Gerthasminde og bor skråt over for det bevaringsværdige hus. De første 12 år han boede i det historiske kvarter var han glad for udsigten over mod huset på Gerthasminde 64.

- Det var et ganske almindeligt hus, flot facade, ensfarvet maling og masser af roser, nok de flotteste i kvarteret, der omkransede huset, siger han.

Men de sidste 14 år har husets forfald spoleret noget af glæden ved at bo i det engelske kvarter.

- Det er jo en skamplet og en øjebæ for kvarteret, og det ødelægger herlighedsværdien, når vi står og kigger på det hus. Nu på 14. år, lyder det fra Kenneth Boysen.

Huset på Gerthasminde 64 er kategoriseret som bevaringsværdigt, og har tidligere været brugt flittigt i omtale af bydelen Gerthasminde.

- Specielt det her hus ligger jo meget centralt, og er det mest fotograferede hus i hele Gerthasminde og i Odense. Det er en del af Odenses DNA, siger Jarl Abrahamsen, der er formand for Byforeningen Odense, der er en privat forening, der arbejder for bevaring og udvikling af kulturhistoriske værdier.

Han er på linje med beboerne i Gerthasminde og undrer sig over, at ingen har grebet ind.

- Jeg kan ikke forstå, hvad der sker. Kommunen kan være striks i andre byggesager, hvorfor flyder det så her? Det er meget mærkeligt, siger formanden for Byforeningen Odense.

Ingen praksis for kontrol

Gerthasminde 64 blev i 2010 købt af Christel Maria Rennebod og Carsten Kamph Mortensen. Prisen var 3,2 millioner kroner.

Ejer ked af situationen

TV 2 Fyn har været i kontakt med Carsten Kamph Mortensen. Han vil ikke lade sig interviewe, men siger blandt andet.

- Jeg er utrolig ked af at jeg har fået fulgt op på ejendommen. Det handler om nogle personlige udfordringer, med nogle nærtstående personer og noget kræftforløb, og det har ført til stress og manglende handlekraft fra min side, siger Carsten Kamph Mortensen.

Tre år efter at de nye ejere overtog huset klagede beboerne første gang over manglende vedligeholdelse af det bevaringsværdige hus.

Huset stod tomt, selvom det ifølge loven skal meldes til kommunen, hvis huset står tomt mere end 6 uger. Og ifølge loven, er det strafbart ikke at give kommunen besked om en tom bolig. Odense Kommune havde ikke selv opdaget, at Gerthasminde 64 havde stået tomt i tre år.

- Vi har ikke praksis for at være opsøgende i forhold til tomme ejendomme. Vi gør det, at de sager, der bliver anmeldt til os, og det er relativt få, dem følger vi op, siger afdelingschef Karin Niemann-Christensen fra By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Masser af naboklager

Fra 2013 til 2017 klagede beboerne flere gange over husets stand. Ifølge beboerne faldt der tagsten ned fra huset, var nedstyrtningsfare, flød tagvand ud over fortovet og blev konstateret rotter ved ejendommen.

Odense Kommune besigtigede bygningen, men afvise klagerne, da de ikke var enige i, at ejendommen var til fare for omgivelserne.

I maj 2017, syv år efter de nye ejere overtog adressen, gav Odense Kommune dispensation fra bopælspligten frem til oktober samme år. Men da tidsfristen udløb fulgte kommunen ikke op på deres egen deadline, og først i marts 2018, altså et halvt år efter, fulgte kommunen op på deres egen tidsfrist.

Hvorfor skal der gå et halvt år før I følger op på den tidsfrist I selv har sat?

- Det er et rigtigt godt spørgsmål. Det er også for lang tid. Det er det korte svar, lyder det fra Karin Niemann-Christensen.

Renoveringen, der var kommunens begrundelsen for at tillade dispensation fra bopælspligten, kom dog aldrig i gang. I stedet bevilgede kommunen i 2018 Carsten Kamph Mortensen 500.000 kroner fra byfornyelsesmidlerne til en renovering af blandt andet facader, døre, tag og vinduer.

- Det, at vi går ind i og støtter med byfornyelsesmidler, det er netop for at få et resultat, som vi alle kan være stolte af, altså en smuk bygning i området, siger afdelingschefen.

Stillads står på fjerde år

I 2020 satte ejeren et stillads op omkring facaden på bygningen, men renoveringen for byfornyelsespenge kom aldrig for alvor i gang. I november 2021 trak kommunen tilsagnet om støtte tilbage på grund af manglende fremdrift.

Burde I ikke være advaret, om at ejeren måske ikke ville nå at bruge de byfornyelsesmidler, når han ikke havde overholdt fristerne med renovering tre år i forvejen?

- Det var lige præcis det vi håbede, at vi kunne være med til, at bygningen kunne komme i mål, vi valgte også at gå den vej, siger chefen i By- og Kulturforvaltningen.

Det lange sagsforløb vækker frustration blandt husets naboer i Gerthasminde. I 2020 stod 97 procent af beboerne bag en underskriftsindsamling til kommunen, hvor de klagede over tilstanden ved huset på Gerthasminde 64.

- Tilliden til myndighederne, den er dalende vil jeg sige, siger Sonja Kjærgaard Nielsen, der bor overfor det faldefærdige hus.

- Der er jo bopælspligt, og jeg kan ikke forstå, at der ikke sker noget. Man kan da ikke bare købe et helårshus og så lade det stå, siger genboen Kenneth Boysen.

Siden 2021 har kommunen og ejeren løbende været i endnu en langstrakt dialog om renovering af huset.

- Hvorfor tror I stadig at der kommer til at ske en renovering af denne bygning?

- Jeg kan ikke forestille mig andet end at når man har erhvervet sig så fantastisk en bygning, at man så også har en interesse i at sætte den i rigtig flot stand, siger hun.

Stilladset står på fjerde år stadig omkring huset på Gerthasminde 64, og fornyelig er der igen konstateret rotter omkring ejendommen.

Afviser salg

Naboerne kan ikke forstå, hvorfor ejerne ikke sælger huset, hvis de ikke sætte det i stand. Men det afviser ejeren.

Carsten Kamph Mortensen siger, at han efter TV 2 Fyns interesse for sagen har besluttet, at han allerede i år vil gå i gang med en omfattende renovering af sit hus i Gerthasminde.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her