Ærøsund skal sænkes 12 kilometer ud for Svendborgs kyst søndag den 5. oktober. Sænkningen forventes at blive et tilløbsstykke, og derfor har Naturturisme I/S spurgt om MF Ærøskøbing denne dag kan tages tre timer ud af sin faste ruteplan for at sejle ud til sænkningsstedet. Dermed ville det blive muligt for flere hundrede mennesker fra både Svendborg og Ærø at overvære sænkningen på nært hold.
- Vi ville meget gerne, at de nye ærøfærger indgik i arrangementet. Det vil skabe sammenhæng med historien om den gamle Ærøsund færge og give masser af mennesker mulighed for at se sænkningen helt tæt på, siger projektleder Jens Øyås Møller fra Naturturisme.
Men forslaget har skabt splid blandt politikerne på Ærø, der skal beslutte om afvigelsen i ruteplanen kan tillades.
- Jeg kan godt se, at det vil give en masse branding og skabe en mediebegivenhed. Men det vil samtidig sende et dårligt signal til vores turisterhverv. De må ikke sælge pakkerejser med hjemrejse søndag, fordi færgen er fuldt booket i forvejen. Så hænger det jo ikke sammen, hvis vi kan tage den ud af drift, siger formanden for erhvervs-, teknik- og havneudvalget, Lennart L. Mogensen(V).
Sagen er blevet hastesag, da sænkningen finder sted om 14 dage, og derfor skal alle 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer mandag afgive deres stemme i sagen digitalt.
- Det bliver et meget tæt løb for der er argumenter både for og imod at lade kunstfærgen deltage i sænkningen, siger Lennart L. Mogensen.
Uanset hvad byrådet på Ærø kommer frem til, så vil Naturturisme kæmpe for at så mange som muligt kan overvære sænkningen ved Ballen.
- Hvis den nye Ærøfærge ikke må deltage, så finder vi andre muligheder med flere mindre fartøjer, siger Jens Øyås Møller.