Den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen skal forblive bag tremmer, efter at en russisk domstol har afvist at løslade hende mod kaution, skriver organisationen på Twitter.
Beslutningen om at afvise kaution ved appelsagen ved den regionale domstol i den russiske by Murmansk var ventet, efter at tre andre aktivister ligeledes fik afslag fredag på at blive løsladt - ligesom 17 øvrige har fået det tidligere på ugen.
Såvel skibets kaptajn som skibets 27 besætningsmedlemmer og to fotografer, sidder varetægtsfængslet i den russisk by.
Greenpeace har anket alle tilbageholdelser.
Aktivisterne appellerer mod, at den regionale domstol i Murmansk har beordret dem varetægtsfængslet frem til en retssags begyndelse sidst i november. Indtil videre har 21 aktivister fået afvist deres appelsager.
De 30 aktivister fra Greenpeace blev anholdt efter en aktion den 19. september i Det Arktiske Hav, hvor klimaorganisationen forsøgte at klatre om bord på Gazproms olieplatform for at protestere mod selskabets olieboringer i Arktis.
Aktivisternes skib Arctic Sunrise blev efterfølgende bordet og opbragt af russiske sikkerhedsstyrker, og alle om bord blev sigtet for pirateri, hvilket kan give op til 15 års fængsel.
Aktivisterne, heriblandt Anne Mie Roer Jensen, er foreløbigt varetægtsfængslet i 60 dage.
Den russiske energigigant Gazprom har kritiseret at lederen af det italienske olieselskab Eni har forsøgt at gribe ind for at hjælpe en italiener blandt Greenpeaceaktivisterne.
Enis øverste daglige leder, Paolo Scaroni, sendte tidligere på ugen et brev til Gazproms administrerende direktør, Alexej Miller, og bad ham gøre sin indflydelse gældende for at hjælpe italieneren.
- Scaroni er gået hus forbi. Gazprom er et privat selskab, og det har som sådan ikke midler og heller ikke ret til at øve indflydelse på det russiske retssystem, siger Gazproms talsmand.
Flere medlemmer af det italienske parlament har takket Scaroni, fordi han har forsøgt at hjælpe i sagen.
11 tidligere modtagere af Nobels fredspris har i et brev til Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfordret ham til at sikre, at de overdrevne piraterianklager mod de 28 Greenpeace-aktivister og to freelancefotografer bliver ophævet.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ringede onsdag til Putin, hvor hun udtrykte sin bekymring og opfordrede til at finde en hurtig løsning.