Den nye Ærø-færge ÆrøXpressen kommer ikke i rutefart søndag som ellers planlagt.
- Det er med stor beklagelse, at ÆrøXpressen må meddele, at vi er blevet forsinket med at sætte færgen i gang, lyder det fra bestyrelsen.
Starten på sejladsen er udsat til onsdag den 18. december.
Udsættelsen skyldes nogle yderligere krav til dokumentation af systemer ombord. Færgen sejler ellers fint, lyder det fra selskabet.
ÆrøXpressen beklager de gener, det medfører.
Rejsende får penge retur
Rejsende, der allerede har bestilt og købt billetter fra 8. til 17. december, får direkte besked og pengene automatisk retur.
- Alle, som har booket og betalt til afgange før den 18. december, vil naturligvis få særskilt besked og vil få deres penge tilbageført, oplyser bestyrelsen.
Færgen skal sejle fast mellem Marstal og Rudkøbing.
Savnet færge
Dermed er der for første gang i seks år, at en fast rute fra den gamle skipperby Marstal, der i 2013 måtte vinke farvel til den gamle Marstal-færge, som blev indsat på ruten mellem Ærøskøbing og Svendborg.
- Det er vigtigt for Marstal. Færgen har været savnet i mange år. Det er en del af selvforståelsen af Marstal at have en færge, siger Ole Wej Petersen (S), der er borgmester i Ærø Kommune.
Bag færgen ligger knap tre års arbejde af blandt andre Søren Vestergaard og Christian Holm. De er henholdsvis direktør og bestyrelsesformand i selskabet bag den nye færge.
Det er et privat selskab, der står bag den nye færge, der kommer til at konkurrere med Ærøfærgerne, der sejler mellem Ærøskøbing og Svendborg og er drevet og ejet af kommunen.