De har svært ved at finde på nye ord, de to politiske ordførere Christoffer Lilleholt (V) og Tim Vermund (S).
For endnu engang er der kompromitterende afsløringer om Tina Bues ageren i sin tid som byrådsmedlem og chefkonsulent i Odense Kommue.
Denne gang kan TV 2/Fyn fortælle, hvordan Tina Bue videreformidlede et job til sin egen mand, Carsten Bue Frandsen. Han holdt et oplæg om Teori U for de ansatte på Odense Centralbibilotek. Et job, som hun reelt selv var ansat til at udføre for kommunen.
Hvis TV 2/Fyn kan blive ved med at finde flere dokumenterede overtrædelser, så kan det godt tyde på, at man bliver nødt til at undersøge det noget nærmere
- Det bekræfter os i, at det var rigtigt, at Odense Kommune politianmeldte denne sag. Det bekræfter os også i, at der er nogle ting, der er helt helt galt i denne sag. Der er foregået nogle ting - imens Tina Bue har siddet i byrådet og også efterfølgende – som har været så forkerte og så langt ud over en offentligt ansats mandat, at det har været helt rigtigt at oversende sagen til politiet, siger Venstres politiske ordfører, Christoffer Lilleholt.
På samme måde har den politiske ordfører hos Socialdemokraterne det.
- Dybest set er jeg meget overrasket over, at TV 2/Fyn kan blive ved med at finde ting i den her sag. Nye dokumenter, som tyder på, at der har været noget uldent i denne sag, siger Tim Vermund.
Sagen skal undersøges nærmere
Via en aktindsigt har TV 2/Fyn fået udleveret mails af Odense Kommune, som viser, at Odense Centralbibliotek bad Tina Bue om at holde et oplæg om Teori U.
Det kunne hun ikke, men i stedet sendte hun sin mand. Tina Bue underskrev sig med efternavnet Bue og hendes mand underskrev med efternavnet Frandsen. Det fremgik ikke nogen steder, at de var ægtefæller.
Fordi oplysningerne kommer fra Odense Kommune, vil Tim vermund ikke udelukke, at der igen skal kigges nærmere på Tina Bues ageren.
- Hvis TV 2/Fyn kan blive ved med at finde flere dokumenterede overtrædelser, så kan det godt tyde på, at man bliver nødt til at undersøge det noget nærmere. Jeg er rystet over, og man kan blive ved med at finde sager, hvor tingene ikke er, som de har skullet være. Derfor er det vigtigt, at Odense Kommune og politiet arbejder tæt sammen i denne sag, siger Tim Vermund.
Christoffer Lilleholt mener, at Odense Kommune bør videregive de nye oplysninger til Fyns Politi.
- Jeg forventer, at kommunen videresender det her til politiet. Kommunen skrev selv i sin redegørelse (tidl. redegørelse af Tina Bues ageren, red.), at der kunne dukke ting op, som ikke var omfattet i deres egen undersøgelse. Det er så det, der er sket her. Så er det naturligt, at kommunen videregiver de oplysninger til politiet, siger Lilleholt.
Tim Vermund vil først tage en snak med Odense Kommunes stadsdirektør, Stefan Birkebjerg.
- Jeg skal høre stadsdirektøren, hvad de har tænkt sig at gøre i sagen. Om der er mere, der skal sendes videre. Men ellers så må vi også glæde os over, at vi har journalister, der kan afdække, når tingene ikke er, som de skal være, siger Vermund, som samtidig opfordrer TV 2/Fyn til at kontakte politiet.
- Jeg regner da med, at TV 2/Fyn videresender deres oplysninger til politiet, så det kan indgå i efterforskningen. Men det er selvfølgelig op til jer, siger Tim Vermund.
TV 2/Fyn-direktør: Vi kontakter ikke politiet
TV 2/Fyn ville gerne have interviewet Kent Skov Andreasen, chef for Biblioteker og Borgerservice i Odense Kommune, men han vil ikke svare på spørgsmål om selve forløbet omkring Carsten Bue Frandsens oplæg om Teori U, men ingen vil udtale sig om den seneste afsløring.
Kommunens HR-Chef, Mads Bjerrisgaard Bundesen, fortæller, at Odense Kommune ikke kommer til at sende de nye oplysninger til politiet.
- Der er i det seneste eksempel fra Tina Bues ansættelse i Odense Kommune ikke tale om et strafferetligt forhold efter vores vurdering. Der er derimod tale om brud på reglerne om nepotisme, som i omfang er mindre groft end de brud på habilitetsregler og regler om nepotisme, som Odense Kommunes interne undersøgelse behandler. Derfor vil det efter vores vurdering ikke give anledning til at oversende sagen til politiet, skriver Mads Bjerrisgaard Bundesen i et skriftligt svar til TV 2/Fyn.
Hos TV 2/Fyn er direktør Esben Seerup dog klar i mælet. Fyns Politi bliver ikke kontaktet af TV 2/Fyn.
- TV 2/Fyn kommer ikke til at oversende eller politianmelde personer på baggrund af vores journalistiske research og dækning af sagen. Vi er sat i verden for at lave journalistik og fortælle fynboerne om sagens sammenhæng, men vi vil ikke gøre os selv til at aktører i sagen ved at politianmelde omstændigheder, som vi afdækker. Det er ikke vores rolle, men myndighedernes, siger Esben Seerup.
Hverken Tina Bue Frandsen eller Carsten Bue Frandsen er vendt tilbage på TV 2/Fyns henvendelser.
Artiklen er opdateret med det skriftlige svar fra Mads Bjerrisgaard Bundesen.