Mange af os beder først til Vorherre, når alt andet svigter. Men måske skulle vi til at tro lidt mere på ham. En ny undersøgelse viser, at risikoen for at blive involveret i et trafikuheld er langt lavere for troende. Helt præcist 92 procent lavere for kvinder og 97 procent lavere for mænd.
Det er 12.000 troende danske baptister og adventister, der er blevet sammenlignet med den øvrige befolkning. Resultatet af undersøgelserne omkring trafikken undrer forskerne. Professor i teologi fra Syddansk Universitet Niels Christian Hvidt fortæller, at de mener alkohol spiller en rolle.
- Vi ved, at adventisterne har forbud mod at drikke alkohol, så det betyder selvfølgelig en del, men det har baptisterne ikke. Ellers hvis det at tro på noget kan give et roligere sind, så kan det være, at man er mere årvågen i trafikken. Måske kan det også være noget næstekærlighedsbud, at man vil passe godt på sine medtrafikanter, fortæller han.
Færre får kræft
Den rå data afslører desuden, at de troende har væsentligt lavere risiko for både kræft og diabetes. Forskerne vurderer, at en sundere livsstil med mindre alkohol gør en forskel. Til gengæld slår parkinson ud til de ikke-troendes fordel. Flere troende får således parkinson, hvilket forskerne ikke har en endegyldig forklaring på.
- Man kunne forestille sig, at der er flere troende, der får parkinson, fordi de ikke får alle de andre sygdomme og lever længere end de ikke-troende, forklarer Niels Christian Hvidt.
Et af de næste træk i undersøgelsen vil, ifølge Niels Christian Hvidt, naturligt være at indsamle de troendes egne svar på, hvad de tror, ligger til grund for de store forskelle i form af kvalitative interviews og spørgeskemaundersøgelser.