Tirsdag idømte Retten i Odense 19-årige Sina Kordehmoghaddam fem års fængsel i en større sag, der handlede om en kidnapning, handel med stoffer og ulovlig våbenbesiddelse.
To andre personer er også idømt kortere straffe i sagen. Det mest tungtvejende forhold, kidnapningen, måtte den 19-årige helt selv stå på mål for.
Det foregik den 22. november 2023, men vi skal et par måneder længere tilbage for at finde de første tegn på et utrygt forhold mellem den 19-årige og ekskæresten.
Ifølge et anklageskrift, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, truede den dømte hende nemlig allerede i august samme år. Her sagde han til hende, at "nu har jeg anskaffet en pistol, hvis du prøver på noget, bruger jeg den på dig".
To måneder senere trak den 19-årige en kniv mod hende i et skænderi, der var opstået på deres fælles skole. Den dømte stak hende aldrig med kniven, men lod det blive ved truslen.
En sand mareridtsaften skulle dog udspille sig en måneds tid senere.
Kidnapningen
Den 18. november 2023 ved 18-tiden skulle den dømte mand køre ekskæresten hjem, men i stedet kørte han hende til et øde sted på Stige Ø, hvor han gav hende en halsedisse for øjnene og bandt hendes hænder sammen med strips.
Her ville han udspørge hende om forskellige ting, blandt andet hvem hun skrev med på sin telefon. Svarede hun ikke, ville han bruge en strømpistol mod hende. Det demonstrerede han ved at aktivere strømpistolen, så der kom lyde og lys fra den, mens han stillede spørgsmålene.
Kidnapningen varede i to timer, men det var meningen, den skulle have varet længere. Det lykkedes dog kvinden at vriste sig fri af stripsene og flygte fra stedet. Herefter ringede hun til politiet.
Sina Kordehmoghaddam fandt kort efter sin ekskæreste igen på Stige Ø og kørte sin bil med fuld fart frem mod hende. Han bremsede først omtrent en halv meter fra hende og flygtede herefter fra stedet, da politiet ankom.
Pistoler og narko
Den 20. april i år blev en adresse på Skibhusvej i Odense ransaget af politiet, og her fandt betjentene et mindre våbenarsenal tilhørende Sina Kordehmoghaddams.
Arsenalet bestod af to pistoler: En Glock 17 og en anden pistol af ukendt mærke. Til pistolerne var der magasiner og henholdsvis 18 og 11 ni-millimeter patroner.
Desuden har Sina Kordehmoghaddams fået konfiskeret flere hundrede gram kokain, et stort kontantbeløb og mindre mængder af hash og heroin.
En anden 19-årig mand er idømt 8 måneders fængsel for at være i besiddelse af kokain, heroin, hash samt et kontantbeløb fra salg af euforiserende stoffer i samme sag. Desuden blev en 25-årig kvinde idømt fængsel i 8 måneders fængsel for besiddelse af 100 gram kokain i sagen.
Fyns Politis anklager ville have udvist Sina Kordehmoghaddams til sit hjemland Iran for sine forbrydelser, men dommeren lod ham slippe med en advarsel om udvisning.