På færgen til Avernakø er der stadig ledige pladser denne torsdag i starten af maj måned. Men til sommer kommer der formentlig en del flere gæster til den sydfynske ø.
For regeringen præsenterede torsdag et udspil til en sommerhjælpepakke, der skal få gang i oplevelses- og turismeindustrien efter coronapandemien. Som en del af den pakke er der afsat 205 millioner kroner til indenrigstransport - herunder muligvis billigere færgebilletter til de danskesmåøer.
- Jeg synes, det er dejligt, for vi kunne jo mærke sidste år, at det gav et kæmpe boost til de erhvervsdrivende på øerne, at der kom turister, siger Flemming Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af Danske Småøer og driver en gårdbutik på Avernakø.
For at få gang i samfundet blev færgerne gratis i juli måned sidste år. En stor succes i det sydfynske øhav, som også Pia Vestergaard, der er øens købmand, kunne mærke.
- Jeg tror, jeg købte varer for 20.000 kroner mere hjem og ugen end året før. Så det kunne godt mærkes, fortæller Pia Vestergaard.
Forlæng sæsonen
Og måske var de ekstra mange turister lige til den gode side for den lille ø. For selvom øboerne gerne vil have turister og omsætning til øen, så vil de gerne undgå spidsbelastninger, som den de oplevede i sommeren 2020.
Det gælder blandt andet for Birgitte Sørensen, der driver et landhotel på Avernakø.
- På hele Sydfyn arbejder vi meget på at strække sæsonen ud. Netop så folk får en god oplevelse og ikke en alt for "crowded" oplevelse af at komme herud, siger Birgitte Sørensen.
I Flemming Christensens gårdbutik omsatte blev omsætningen øget med op mod 50 procent i forhold til årene før. Og han kunne ikke følge med efterspørgslen.
- Sidste år var det jo så koncentreret, så jeg tror det ville hjælpe, hvis færgerne også blev billigere i måske juni og august. Jeg synes det er fint, vi også kan få det spredt lidt ud over ydersæsonen også, forklarer Flemming Christensen.
Øboernes bønne bliver måske hørt. I hvert fald var finansminister Nicolai Wammen (S) ikke afvisende overfor forslaget på dagens pressemøde.
- På den måde får man delt muligheden for at give et boost til vores øer ud over en lidt længere periode, siger Nicolai Wammen.
Folketingets partier skal forhandle om en sommerhjælpepakke i næste uge.