Elever og personale på blandt andet Det Fynske Kunstakademi skal ikke længere frygte en tvangsfusion. Det skriver kulturminister Mette Bock (LA) i et debatindlæg torsdag i Politiken.
Her understreger kulturministeren, at der ikke vil blive "taget politisk initiativ til at tvangsfusionere de kunstneriske uddannelser".
En udmelding hun kommer med efter en heftig debat, der begyndte, da Kulturministeriet 16. oktober offentliggjorde en rapport med forslag til en grundlæggende omlægning af de kunstneriske uddannelser i Danmark.
Øget samarbejde mellem institutionerne er en del af løsningen.
"Jeg kunne godt have ønsket mig, at flere havde læst med åbent sind og forholdt sig til de krav og udfordringer, som rapporten peger på, inden der bliver blæst til åben kamp", skriver hun.
"Jeg kan garantere, at jeg ikke vil tvangsfusionere nogen uddannelsesinstitutioner. Men udfordringer forsvinder ikke af sig selv, og jeg mener, at øget samarbejde mellem institutionerne er en del af løsningen".
Rapporten, der var udarbejdet for ministeriet af rektor på Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Sveidahl, anbefalede to måder at ruste sig til fremtidens "faglige, økonomiske og politiske krav og udfordringer" på.
Enten skulle skolerne lægges sammen til én national institution bestående af de syv nuværende statslige uddannelsesinstitutioner samt Det Fynske Kunstakademi i Odense, Forfatterskolen og Det Jyske Kunstakademi. Alternativt skulle skolerne samles i to institutioner.
Mette Bock skal nu drøfte Henrik Sveidahls rapport og det videre forløb med kulturordførerne og de kunstneriske uddannelsers ledelser.