OB's salg af Ulrik Laursen til F.C. København torsdag har skabt heftig debat og trusler.
Og natten til søndag blev hans bil og hus overmalet med skældsord som "Judas".
Ulrik Laursens tidligere klub OB tager skarpt afstand fra chikanen, skriver ok.dk.
- OB tager på det kraftigste afstand fra disse handlinger. OB's nuværende og tidligere spillere har en professionel sfære som tilhængere og fans er en del af, og en privat sfære som skal respekteres. Det er helt uacceptabelt, hvis denne linje overskrides. Truslerne og nattens gerninger mod Ulrik Laursens private hjem har overrasket og rystet alle i og omkring OB - herunder også spillertruppen, der er chokeret over hændelserne, skriver klubben.
Også OB fanklub Tigers tager afstand fra hærværket - på deres hjemmeside skriver de:
- Tigers tager skarp afstand fra det hærværk der i nat har været mod Ulrik Laursen og hans familie.
- Det er ok, at debattere hans valg om at skifte til fck og at han får en pibe-koncert, når han igen betræder Fionia Park d. 13. april. Men at nogen fans vælger at bruge sådanne chikane metoder, tager vi kraftig afstand fra!, skriver Tigers.
Fyns Politi ønsker ikke at kommentere sagen.