I oktober fortalte vi på TV 2/Fyn om Gitte Nielsen, der efter en operation i 2012 fik mavebrok, hvor halvdelen af hendes tarmindhold hænger ned foran maven.
Gitte Nielsens mavebrok har medført så voldsomme smerter og gener, at hun stort set ikke kan arbejde. Alligevel fik hun i sommer afslag på førtidspension fra pensionsteamet i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Nu har hun dog fået at vide, at beslutningen er ændret, så hun fra dags dato, 1. november, kan kalde sig førtidspensionist.
- Jeg var helt blæst om kuld. Jeg blev simpelthen så glad, siger Gitte Nielsen.
Pensionsteamet, der gav afslag i første omgang, har i anden omgang givet hende medhold i, at hun har ret til førtidspension.
Fem års elendighed
Dermed slutter mange år som kastebold mellem sygehuse og forskellige instanser.
- Jeg har haft fem et halvt år, hvor jeg har haft det elendigt, konstaterer Gitte Madsen, der er lykkelig over, at hun nu kan se fremad.
- Jeg har stadig smerter, men jeg er så lettet over, at jeg ikke skal bøvle med alt det der, forklarer hun.
I årene efter mavebrokken blev konstateret, undersøgte Gitte Nielsen muligheden for at få opereret tarmene tilbage på plads, men på både Svendborg Sygehus og Vejle Sygehus vurderede lægerne, at det ikke var en mulighed.
Jeg var helt blæst om kuld. Jeg blev simpelthen så glad
Efter et jobafklaringsforløb blev hun indstillet til førtidspension, men den blev i første omgang afvist, da kommunen ikke mente, at alle behandlingsmuligheder var udtømte.
- Da jeg så det her, fik jeg den opfattelse, at det var dem, der gik ind og rådede over mit liv, siger Gitte Nielsen.
En læge fra Vejle Sygehus vurderede dog, at en ny operation var for farlig. Det bliver dog ikke nødvendigt. Gitte Nielsen kan fra 1. november glæde sig over, at hun er førtidspensionist og betragter sagen som afsluttet.