OB kalder på hjælp: Fans marcherer til kamp mod AGF

OB har brug for andet og mere end spillernes formåen i de sidste kampe i grundspillet. Fansene er således mobiliseret til fredagens hjemmekamp mod AGF.

Med bare to kampe tilbage i grundspillet strammer det til for OB og ambitionerne om, at blive mellem de seks klubber, der i slutspillet ikke bare spiller om det danske mesterskab, men også kæmper om at få adgang til kampe i de europæiske turneringer.

Det kræver ikke kun optimale præstationer af spillerne i de sidste to kampe mod henholdsvis AGF hjemme og Randers FC på udebane.

Det kræver også opbakning fra lægterne. Det er klubben klar over, og prøver at mobilisere alle kræfter, for at få årets indtil nu bedste stemning på lægterne. 

- Vi har været i god dialog med vores fans om at få skabt denne euforiske stemning, som der skal til i denne enormt vigtige, vitale kamp for os mod AGF. Derfor har vores fans arrangeret fanmarch, fortæller Jack Jørgensen, kommercielchef i OB.

Fanmarchen går fra centrum af Odense fredag eftermiddag og er optakten til OB's hjemmekamp mod AGF.

Kampen fløjtes i gang klokken 19.00, og er OB's næste skridt i bestræbelserne på, at tage en af de seks pladser i slutspillet.

OB er favoritter

På papiret er OB favoritter med en foreløbig syvendeplads og 31 point mod AGF's 25 point på 11.-pladsen.

Samtidig har OB i de seneste to hjemmekampe scoret ni gange og hentet sejre mod FC Helsingør og Lyngby Boldklub - begge klubber spræller for livet på en henholdsvis 12.-plads og en 14.- og sidsteplads i superligaen.

Vi har gjort det før

Inden fanmarchen er der fredagsbar på Heidis Bierbar, men om det kan trække folk fra byen og ud til stadion i Bolbro er spørgsmålet:

- Vi har gjort det før mod AGF med stor succes, som faktisk tiltrak en del ekstra tilskuere. Det håber vi også lykkes på fredag, siger Jack Jørgensen.

Fire hold i tæt kamp

Meget kan ske de sidste to runder i grundspillet. Specielt fire hold ligger i en meget tæt kamp og slås om den sjette og sidste plads i slutspillet.

På en femteplads ligger AC Horsens med 33 point, på en sjetteplads ligger AaB med 32 point, OB er nummer syv med 31 point, mens Hobro IK ligeledes har 31 point på ottendepladsen

Oversigt

    Oversigt