UEFA Cup deltagelse, et pokalmesterskab og en koncert med Elton John. Det er nogle af årsagerne til, at Odense Sport & Event kan fremvise et overskud på 1,6 millioner kroner før skat efter selskabets første generalforsamling tirsdag.
Odense Sport & Event blev stiftet 1. maj 2006 som en fusion imellem fodboldklubben OB, Odense Congres Center og koncertarrangørerne JVB Concerts.
- Vi er meget tilfredse, og det er et tegn på, at vi er kommet godt fra start. Vi har haft et godt år, hvor det er gået rigtig godt sportsligt, men hvor vi også har haft held med mange andre arrangementer, siger Thomas Christensen, administrerende direktør, til Ritzau.
Regnskabet gælder kun for otte måneder af tekniske årsager, og Thomas Christensen forventer et endnu bedre resultat, når de sidste fire måneder bliver regnet med.