Støttepartier er imod nedskæringer i nyuddannedes dagpenge

SF og Enhedslisten mener ikke, at man, som regeringen foreslår, skal sænke dagpengesatsen for nyuddannede.

Dagpengesatsen for nyuddannede dimittender, den såkaldte dimittendsats, skal sænkes til 9.500 kroner månedligt, mener regeringen i nyt reformudspil.

Men det holder ikke, lyder det fra støttepartierne SF og Enhedslisten.

- Det er en rigtig dårlig idé at skære i dimittendsatsen. Det vil få langt færre til at støtte op om vores dagpengesystem, og jeg mener ikke, at det reelt vil øge beskæftigelsen, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

I dag kan man som nyuddannet modtage 13.815 kroner i dagpenge om måneden.

Har man børn eller er over 30 år, er man berettiget til 15.844 kroner, og det vil regeringen ikke pille ved.

Enhedslisten er lodret imod nedskæringer i dagpengene, siger politisk ordfører Mai Villadsen.

- Det er for mig at se fuldstændig tåbeligt af socialdemokraterne at komme med et forslag, som vil gøre de nyuddannede meget fattigere og undergrave trygheden på arbejdsmarkedet, som er et fundament for vores velfærdssamfund, siger Villadsen i en skriftlig kommentar.

- Dagpengene er i forvejen blevet forringede og udhulede gennem årevis. Der er brug for investeringer og mere tryghed - ikke regeringens angreb på de nyuddannede. Vi kommer til at slås for at få det element ud af den her reform, siger hun.

Venstre: Fin ide

I blå blok mener Venstre, at det er fint at se på en sænkelse af dagpengesatsen for nyuddannede.

- Jeg synes, man skal se det samlede uddannelsessystem under et, og dermed også de muligheder man har som færdiguddannet, sagde finansordfører Troels Lund Poulsen tidligere tirsdag, hvor flere medier havde erfaret, at dagpengesatsen for nyuddannede ifølge regeringen bør sænkes.

- Man får en gratis uddannelse i Danmark, man får SU under uddannelse, og man kan tage lån.

- Så synes jeg også, det er fair at se på, hvor høj en dagpengesats man skal have, når man er ledig, tilføjede han.

Ser man bort fra det med dagpengene til de nyuddannede, så er der dog også ros til reformudspillet fra støttepartierne i forhold til andre elementer.

Både SF og Enhedslisten peger eksempelvis på afskaffelsen af gensidig forsørgerpligt.

Reformudspillet er det første blandt flere, som regeringen har varslet vil komme. Det samlede reformprogram, der strækker sig over ti år, har til formål at få flere i arbejde.

Oversigt

    Oversigt