Kronprinsesse Mary løber ti kilometer i Odense

Når kronprins Frederik anden pinsedag fejrer sin 50-års fødselsdag med at løbe motionsløbet Royal Run gennem fem danske byer, vil kronprinsesse Mary løbe fuld distance i Odense.

Kronprinsessen vil sammen med kronprinsen blive modtaget i Odense 21. maj inden klokken 16 af borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og af to repræsentanter for Dansk Idræts Forbund og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger.

Omkring klokken 16 vil kronprinsesse Mary sende kronprins Frederik af sted på one mile-turen gennem Odense. Efter at have gennemført distancen på 1,609 kilometer vil der blive sunget fødselsdagssang for ham, og bagefter vil fødselaren sende løberne på tikilometer-distancen af sted - her iblandt kronprinsesse Mary.

Kronprinsessen vil herefter gennemføre tikilometer-distancen ligesom de mange tusinde odenseanere, der har tilmeldt sig Royal Run.

Bagefter vil kronprins Frederik gå en tur i Runners Village, inden han efter en times tid sætter kursen mod København og Frederiksberg, hvor han slutter af med at løbe ti kilometer.

Royal Run er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i regi af Bevæg dig for livet, der er Danmarks største idrætsvision og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. Kronprinsen løber one mile (1,609 kilometer) i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense og slutter af med ti kilometer igennem København og Frederiksbergs gader. 

Tiderne i kronprinsens og kronprinsessens program er alle cirka tider. 

Over alt på Fyn har løbeklubber de seneste måneder haft fokus på fortræning op til Royal Run. Du kan læse om løbernes forberedelser og anstrengelser i livebloggen herunder: 

Følg løbeklubbernes træning til Royal Run

liveblog

Oversigt

    Oversigt