Til maj kan Nyborg byde velkommen til en helt særlig atlet.
En kongelig en af slagsen.
Kronprinsesse Mary snører nemlig løbeskoene 29. maj til Royal Run '23 og løber med i Nyborg, der for første gang lægger by til verdens største kongelige motionsløb.
- Det er fantastisk, at vi kan byde H.K.H. Kronprinsesse Mary velkommen i Nyborg, udtaler borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs.
Har du lyst til at løbe med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, så er der stadig billetter at få i Nyborg.
Tiltrækker førstegangsløbere
Formand i NGIF Gymnastik og Atletik, Ann Rasmussen, håber at kronprinsessens deltagelse kan få flere til at dyrke motionsløb og flere til at løbe med 2. pinsedag til Royal Run.
- Royal Run formår at tiltrække førstegangsløbere, familier og de helt unge, og derfor er det dejligt, at H.K.H. Kronprinsesse Mary løber med. Hun er med til at sætte fokus på, at motionsløb, foreningsliv og Royal Run er for alle, siger Ann Rasmussen.
Over 30 procent af dem, der har tilmeldt sig Royal Run indtil nu, deltager i et motionsløb for første gang.
Efter besøget i Nyborg tager Kronprinsesse Mary til Nykøbing Falster og løber med deltagerne der.
Kronprins Frederik løber med i København, Herning og Aabenraa, hvor motionsløbet også skydes igang i år.
I Herning, hvor kronprinsen løber fra, er der allerede udsolgt af løbsnumre.