Søn på seks år vækkede sin far: Huset brænder

En far lå og sov sammen med sine to små børn, mens huset brændte. Hele førstesalen og loftet udbrændte.

Der har natten til tirsdag været brand i et hus på Gærupvej i Korinth ved Faaborg.

I huset lå en 37-årig far og sov med sine to børn - en søn på seks år og en datter på halvandet år.

- Faren bliver vækket af sin søn, der ligger og græder på grund af noget buldren på loftet, siger vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi.

Førstesal og loftet udbrændt

Klokken 1.05 slår faren derfor alarm. Det viser sig, at det brænder på loftet. De får reddet sig selv ud af huset, og ingen kommer til skade.

- Hele førstesalen og loftet udbrænder, konstaterer Lars Fredensborg.

Branden opstod i forbindelse med en elradiator, som havde stået tændt om natten.

Der var ikke røgalarm i huset. Vagtchefen understreger i den forbindelse vigtigheden i at have installeret en røgalarm i hjemmet. Heldigvis vågnede familien i dette tilfælde af sig selv. 

Oversigt

    Oversigt