Alvorlig ulykke på Storebæltsbroen: Tog ramt af tag fra modkørende godsvogn

Et tog på vej over Storebæltsbroen er blevet ramt af dele af taget fra et modkørende godstog. Kilder fortæller til TV 2/Fyn, at der er flere dræbte ved ulykken.

Dele af taget fra en godsvogn har ramt et tog på Storebæltsbroen, så toget måtte lave en meget hård opbremsning.

Foreløbigt er der tale om otte lettere tilskadekomne, oplyser DSB’s pressevagt til TV 2.

Flere kilder fortæller til TV 2/Fyn, at der er flere dræbte ved ulykken.

Opdatering:
TV 2/Fyn kunne klokken 09.27 fortælle, at flere unavngivne kilder fra politi og beredskab bekræftede, at der var flere dræbte ved ulykken. Det blev efterfølgende bekræftet af både DSB og Fyns Politi.

Godstoget var på vej til Fyn, og passagertoget var på vej til København. Toget holder stille på lavbroen fra Fyn mod Sjælland.

Politi og ambulancer er massivt til stede på ulykkesstedet, oplyser Fyns Politi. Politiet opfordrer samtidig bilister til at give plads til udrykningskøretøjerne, der har svært ved at komme frem til ulykkesstedet.

Et øjenvidne fortæller til TV 2/Fyn, at flere helikoptere er på ulykkesstedet, og at en af tilskadekomne er blevet fløjet til OUH i Odense, mens en anden er fløjet i retning af København. 

En af de vogne fra det modkørende godstog, der ifølge Banedanmark er årsag til ulykken.
En af de vogne fra det modkørende godstog, der ifølge Banedanmark er årsag til ulykken.
Foto: TV 2

Passagererne bliver evakueret med hjælp fra busser fra FynBus.

Vinduer smadrede

En passager i toget fortæller til TV 2 News, at der kom en usædvanlig og høj lyd, og pludselig smadrede tre vinduer. Toget fortsatte dog med at køre.

Han fortæller videre, at passagererne er rystede og sidder i vognene og afventer yderligere informationer.

Toget holder stille på lavbroen.
Toget holder stille på lavbroen.
Foto: Local Eyes

Togene mellem Korsør og Nyborg er indstillet, oplyser DSB. Der er endnu ingen prognose for, hvornår togene igen kører normalt.

Fyns Politi opfordrer på Twitter de passagerer, der er i toget og som er ok, om at sende deres pårørende en sms.

OUH indkalder ekstra mandskab

På OUH er der i forlængelse af togulykken blevet kaldt ekstra sygeplejersker på arbejde. Det fortæller kilder på sygehuset til TV 2/Fyn.

De første tilskadekomne fra ulykken er ankommet til OUH.

 

Oversigt

    Oversigt