”Det er med stor tilfredshed at alle partier i Assens Byråd konstaterer, at regeringen ser værdien i at have et politi, der kender nærområdet og er tilstede, hvor borgerne er.”
Sådan starter Assens Kommunes borgmester, Søren Steen Andersen fra Venstre sit brev til justitsminister Nick Hækkerup (S).
Tidligere i dag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) regeringens udspil om mere nærpoliti. Konkret åbner regeringen op for 20 nye nærpolitistationer i Danmark - ti på hver side af Storebælt.
Lidt længere nede i brevet skriver Søren Steen Andersen:
”Derfor er det også godt, at politiet i forvejen har en fuldt udbygget station i Assens Kommune og en langtidslejekontrakt, der betyder, at der kan flyttes flere betjente ind og skabes en nærpolitistation […] uden, at det koster ekstra til bygning og udstyr.”
For bygningerne er kampklar. Det siger han til TV 2/Fyn.
- Vi har en topmoderne politistation, der er indrettet for meget få år siden. Det er sådan set bare at flytte ind, fortæller borgmesteren.
Tidligere politistation
Bygningen, han taler om, er den tidligere politistation i Assens, der ligger i samme bygningskompleks som rådhuset i Assens. Politistationen lukkede i 2016, da kræfterne skulle samles i de større byer på Fyn. I stedet fik kommunen en såkaldt politibutik. Den har dog kun åbent to timer hver måned.
Ifølge Søren Steen Andersens brev bliver den 1000 kvadratmeter store bygning i dag brugt til forskellige undervisningsaktiviteter, men er stadig fuldt udstyret med både detentions- og kosterum. Bygningerne er derfor helt klar til overtagelse, skriver borgmesteren i sit brev.
”Kommunen er ejer af bygningen, og udlejer i dag den tidligere politistation ud til Fyns Politi på en lejekontrakt som løber helt ind til 2026.”
Og det er altså en lejekontrakt, de er klar til at forlænge.
”Kommunen er naturligvis indstillet på at forlænge kontrakten til brug for en nærpolitistation, […] så nærpolitistationens beliggenhed er sikret i lang tid fremover.”
Begejstret for initiativet
Det begejstrede brev blev sendt sidst på eftermiddagen onsdag, og det roser det politiske initiativ statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede tidligere på dagen.
I sit brev kalder borgmesteren det ”en velkommen kovending i forhold til tidligere tiders centraliseringspolitik”, som også var det statsministeren selv slog ned på, i et interview med Berlingske.
Borgmester Søren Steen Andersen skriver i brevet at initiativet med nærpolitistationer kan give tryghed, nærhed og kortere responstider. For som han skriver: ”Borgerne skal vide hvem deres betjente er, og at de er lige om hjørnet.” Han slutter brevet med at skrive:
”Vi ønsker jer held og lykke med jeres politiske initiativ og byder jer velkommen til Assens Kommune.”
De egentlige forhandlinger om politiudspillet ventes at starte i marts.