Coronapas giver adgang til Det Blå Gymnasium: Fra onsdag skal eleverne teste sig selv

Eleverne på Det Blå Gymnasium i Glamsbejrg er glade for at være fysisk tilbage på skolen, hvor de nu skal lære at teste sig selv for smitte med coronavirus.

For første gang i 2021 kunne eleverne på Det Blå Gymnasium i Glamsbjerg tirsdag samles til fysisk undervisning på gymnasiet.

- Det betyder utroligt meget, for man er sammen på en helt anden måde, siger gymnasieelev Mikkel Fuglekilde Hansen.

Men det bliver ikke helt den samme hverdag, eleverne vender tilbage til. De skal blandt andet lære at teste sig selv med kviktest i næsen, så de undgår spredning af coronasmitte.

Mikkel Fuglekilde Hansen glæder sig til at komme tilbage på trods af de nye restriktioner. 

- Jeg har det egentlig okay med det. Det er nye ting, og vi skal selvfølgelig lære det til at starte med, men jeg regner da med, at det kommer til at gå som smurt, siger han. 

Giver andre muligheder

Oliver Nedersee Larsen, der går i 1. g på Det Blå Gymnasium, tænker, at det bliver lidt nemmere for samfundet, at eleverne lærer at teste sig selv. 

- Det bliver noget nyt at prøve. Jeg har ikke fået den i næsen endnu, kun PCR-testen. Jeg synes, det er spændende, at vi også kan få lov til at teste os selv, og det giver måske også nogle andre muligheder, siger han og fortsætter: 

- Det er lidt nemmere at møde i skole end at skulle ud og bestille tid hele tiden. 

Kan give udfordringer 

quote Jeg tager det bare, som det kommer og regner med, at de er gode til at hjælpe os igennem det

Mikkel Fuglekilde Hansen, gymnasieelev

Ligesom mange af sine medstuderende glæder Emma Jørgensen, der går i 3. g på Det Blå Gymnasium, sig til at komme tilbage til den fysiske undervisning. Det med at skulle teste sig selv har hun det fint med. 

-Jeg tror da, at det bliver lidt udfordrende den første gang selv at skulle gøre det, men det bliver vel okay, siger hun. 

Selvom Mikkel Fuglekilde Hansen generelt er fortrøstningsfuld over de nye tiltag, er han lidt nervøs over selv at få overdraget ansvaret for at udføre coronatest på sig selv. 

- Altså jeg håber, at jeg kommer til at lære det. Fordi det kan da godt være, det giver et lille sug i maven, hvis man ikke gør det rigtigt eller i lang nok tid, siger Mikkel Fuglekilde Hansen. 

- Jeg tager det bare, som det kommer og regner med, at de er gode til at hjælpe os igennem det, siger Emma Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt