Med godt to uger til valget til byråd, kommunalbestyrelser og regionsråd, er der stadig mange unge, der er i syv sind.
- Jeg er stadig i tvivl om, hvor jeg vil sætte mit kryds, siger Helena Munkedal, der går i 3. G på Vestfyns Gymnasium
- Jeg er i tvivl om, hvor jeg vil sætte mit kryds. Jeg har ikke rigtig sat mig ind i, hvilke partier, der interesserer mig, siger Nichlas Jensen fra 3.G på Vestfyns Gymnasium
- Jeg er i tvivl, fordi jeg føler ikke, at jeg ved nok om det og jeg er rigtig bange for at sætte mit kryds et forkert sted, siger Ida Thomsen fra 2. G. på Vestfyns Handelsgymnasium.
Mandag deltog de i deres første valgmøde på gymnasiet, hvor regionen var i fokus. Og det er meget forskellige emner, der interesser de tre unge elever.
- Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det er helt præcis, jeg vil søge ved en kandidat - hvad det er, jeg vil have, at de skal gå ind for. Men for mig er det i hvert fald vigtigt, at det stadig er attraktivt at bo herude og at alle folk ikke flytter ind til byerne, fordi udviklingen går i stå herude, siger Helena Munkedal
- Hvis politikerne kan gå ind og gøre. at der bliver gjort mere for plejebørn og udsatte børn, så vil det bestemt have en indflydelse på, hvor jeg sætter mit kryds ,siger Nichlas Jensen.
- Noget af det, der påvirker min stemme i valget det er, at vi kan få nogen politikere, der vil sætte noget gang i erhvervslivet og nogen, der gerne vil tiltrække flere til kommuenen og gøre det til en mere attraktiv kommune at bo, siger Ida Thomsen.
Frem mod valget den 19. november vil vi følge de tre unge tvivlere fra Vestfyns Gymnasium og Handelsgymnasium her på TV 2/FYN, og følge med i hvor de beslutter at sætte deres kryds.