Fjernvarmen breder sig ud til små landsbyer: Ingemann dropper træpiller til fordel for fjernvarme

I finansloven for næste år er der afsat 150 millioner kroner til folk, der vil omlægge til fjernvarme. På store dele af Fyn er man allerede i gang med at skifte olie og gas ud med fjernvarme. Især i byerne går det stærkt, men flere mindre landsbyer vil også være med.

Ingemann Jensen viser gerne rundt i sit snart 200 år gamle hus i landsbyen Voldtofte ved Glamsbjerg.

Han viser et historisk sort/hvid fotografi frem, hvor ejendommen fungerer som lærerbolig i landsbyen. 

- De fyrede jo med brænde dengang, og tørv måske. Læg mærke til, at der er tre skorstene på huset, siger han.

Siden har opvarmningen i det gamle hus gennemgået store forandringer af flere omgange. Og nu tager Ingemann Jensen et ekstra skridt med omlægning til en moderne fjernvarmeløsning.

- Det er en god og fremtidssikker investering, mener Ingemann Jensen.

Kan ikke sælge hus med træpiller 

Den gamle lærerbolig er i en periode blevet opvarmet med gas, men det er blevet lukket ned til fordel for en træpilleovn. Nu bliver træpillerne også droppet til fordel for fjernvarme.

Ingemann Jensen er ikke alene. 200 andre husstande i landsbyerne Voldtofte og Flemløse har valgt at gå sammen i en fælles fjernvarmeløsning.

Tilslutningen til fjernvarme vil koste omkring 50.000 kroner pr. husstand. Men det er pengene værd, mener Ingemann Jensen.

- Jeg kan ikke sælge huset med træpiller. Men jeg kan sælge et hus med fjernvarme, siger han.

Projekt baseret på tillid

Ingemann Jensens omlægning til fjernvarme er gjort mulig efter en ekstraordinær indsats i det lokale landsbylaug. Frivillige medlemmer fra lauget har besøgt samtlige adresser i området for at samle opbakning til et fælles projekt, hvor man betaler for en ny rørforbindelse fra Glamsbjerg-Haarby Varmeværk og ud til landsbyområdet.

Det har kostet både tid og kræfter at få så mange ejendomme med, at projektet kan hænge sammen praktisk og økonomisk.

- Mange har forståeligt nok stillet mange spørgsmål om projektet, og det er også mange penge, som skal betales. Så det her projekt handler om tillid fra borger til borger, siger Jens Jakobsen, formand for Assens Kommunes Miljø-, Teknik- og Planudvalg, Venstre.

I landsbyerne Voldtofte og Flemløse i Assens Kommune er 200 husstande gået sammen i en fælles fjernvarmeløsning. Gravearbejdet er netop gået i gang.
I landsbyerne Voldtofte og Flemløse i Assens Kommune er 200 husstande gået sammen i en fælles fjernvarmeløsning. Gravearbejdet er netop gået i gang.
Foto: Flemming Ellegaard


Noget nemmere går det i Middelfart. Der ligger husene tæt, så der går det stærkt med tilslutningen.

- Potentielt har vi 6.000 forbrugere, som vi kan koble på i Middelfart Kommune, og vi har gang i omkring 3.000 husstande lige nu, fortæller Jesper Skov, direktør i Middelfart Fjernvarme.

Her kan du få et overblik

Over det meste af Fyn er der gang i en historisk omfattende omlægning af varmeforsyningen. Kommunerne er blevet pålagt at lave varmeplaner, så alle borgere kan få at vide, om der kommer fjernvarme til deres område og i givet fald hvornår.

På Christiansborg er det regeringens mål, at alle husstande med gas- eller oliefyr bliver omlagt til fjernvarme eller anden klimavenlig opvarmning senest i 2028. På Fyn drejer det sig om cirka 50.000 husstande. 

TV 2 Fyn har bedt en række fynske kommuner om et overblik over status på omlægningen, så man som husejer ved, hvad man kan forvente. Vi har bedt kommunerne oplyse, hvor mange fjernvarmeprojekter, der er sat i gang siden den nationale strategi om omlægning blev meldt ud i april 2022, og hvor mange husstande, der er overgået til fjernvarme.

Svendborg Kommune:

Der er registreret 91 flere bygninger med fjernvarme siden april 2022, og der er godkendt tre fjernvarmeprojekter, relateret til udvidelser. 

Der er godkendt et fjernvarmeprojekt for Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle. Godkendelsen er dog bortfaldet, da projektet ikke opnåede tilskud fra fjernvarmepuljen. Det lokale fjernvarmeselskab vurderer i øjeblikket, om projektet kan realiseres. I november 2022 fik Svendborg Fjernvarme godkendt en mindre udvidelse til Kogtvedparken, Kogtvedvænget. Projektet er realiseret, selv om der stadig er bygninger i området med gasforsyning. Der har været godkendt et projektforslag ved Rødmevej, Juelsbjergvej ved Stenstrup. Her forventes et begrænset antal konverteringer til fjernvarme.

Nordfyns Kommune:

Ingen olie- eller gasfyr er omlagt til fjernvarme i perioden. Der er godkendt et projekt syd for Bogense, men der mangler tilstrækkelig tilslutning. Flere projekter omkring Otterup er sat i bero, da der ikke er opnået tilskud fra fjernvarmepuljen.

Faaborg-Midtfyn Kommune:

Udbygning af fjernvarme er godkendt og under etablering i Årslev, Sønder Nærå, Nørre Lyndelse, Nørre Søby, Vejle, Rolfsted (mindre udbygning af eksisterende varmenet), Faaborg (udbygning af eksisterende net, som dog er sat delvist i bero på grund af høje anlægspriser ved udbud), Ryslinge, Gislev, og Fjellerup. Mulighederne for omlægning undersøges i Brobyværk, Espe, Korinth, Vester Åby, Horne, Millinge, Svanninge og Falsled.

Nyborg Kommune:

Her er 170 husstande konverteret til fjernvarme i perioden. Der er omlægning i gang i Hjulby, Aunslev og Skalkendrup. Der er godkendt et fjernvarmeprojekt i Ørbæk og Refsvindinge. Projektet vil blive iværksat, når der er opnået tilstrækkelig tilslutning. Yderligere et projekt er godkendt i Skellerup. Projektet vil følge efter, når Ørbæk og Refsvindinge er gennemført.

Odense Kommune:

297 husstande har omlagt til fjernvarme. Der er godkendt tre fjernvarmeprojekter i Bellinge Fælled (nyt boligområde, etape 4), Allerup og Spedsbjerg. De to sidstnævnte afventer tilstrækkelig tilslutning.

Kerteminde Kommune:

103 husstande er omlagt til fjernvarme i perioden. Et fjernvarmeprojekt i Munkebo er i udbud. Der er yderligere godkendt fjernvarmeprojekt i Marslev og Birkende-Nonnebo, som afventer tilstrækkelig tilslutning fra husstandene i de pågældende områder.

Middelfart Kommune:

Indtil nu er 845 husstande omlagt til fjernvarme i perioden. Der er godkendt og iværksat projekter i Strib, Gelsted, Nørre Aaby og Ejby. Desuden arbejdes der i Middelfart på omlægning og udbygning i Øvængerne, Hybenvænget, Hasselvænget, Skrillingevej, Kabelbyen, samt på Trafikhavnen, Comwell og Billeshave Efterskole.

Der skal nu etableres en ny rørledning fra Glamsbjerg-Haarby Varmeværk ud til de mindre landsbyer i området. En stor lokal investering, som først vil være betalt 25 år ude i fremtiden..
Der skal nu etableres en ny rørledning fra Glamsbjerg-Haarby Varmeværk ud til de mindre landsbyer i området. En stor lokal investering, som først vil være betalt 25 år ude i fremtiden..
Foto: Flemming Ellegaard


Hvor langt ud på landet, det i fremtiden vil give mening at etablere fjernvarme, er der ingen, der ved. Flere uforudsigelige faktorer spiller ind, ikke mindst priserne på materialer og mandskab. Men især afhænger er den store omlægning afhængig af antallet af boligejere, der vælger tilslutte sig til de fælles fjernvarmeprojekter i lokalområderne.

I landsbyen Voldtofte vil de lokale ildsjæle under alle omstændigheder bevise, at fjernvarme ikke kun er forbeholdt byområder.

- Samfundet vil jo gerne have fjernvarme lagt ud i landsbyerne. Vi ligger i en god afstand til varmeværket i Glamsbjerg-Haarby, så det giver rigtig god mening, siger Steen-Ove Teisner, formand i Flemløse-Voldtofte Landsbylaug. 


Hvad er den billigste opvarmningsform?

Oversigt

    Oversigt