Flagene kan vaje, fordi lokale campingpladser har valgt at hjælpe med alt det praktiske.
Første juni begynder badesæsonen, og for første gang med to nye blå flag ved Sandager Næs og ved Løgismose i Assens Kommune.
- Det blå flag betyder rigtig meget for os. Det er jo en erkendelse af, at kvaliteten af badevandet derude er som den skal være, siger Peter Lützen, ejer af Løgismosestrand Camping.
Og efter en badetur i vandet ved Løgismose er dommen også positiv:
- Det er fint klart. Dejligt. Man kan se væksten på bunden, krabber, orm, det hele, siger Bent Andersen fra Øster Hæsinge efter han er kommet på land igen.
Det er et tæt samarbejde mellem Assens Kommune og campingpladserne, der gør det blå flag muligt.
- Der har de sagt, at det vil de gerne indgå i et samarbejde om, og så vil de hjælpe os med den daglige vedligeholdelse der skal til, renholdelse af stranden, hvis vi vil søge om det blå flag, siger Line Winther, der er naturvejleder i Assens Kommune.
Offentlig privat arbejdsdeling
Campingpladsen og kommunen indgår i et samarbejde, hvor campingpladsen sikrer det praktiske som for eksempel tømning af affaldsspandene.
Kommunen skal til gengæld sikre et rent badevand.
- Så kan vi tage de ekstra prøver og søge om flaget og sørge for de aktiviteter, der skal være her i forbindelse med det blå flag, siger Line Winther.
For Løgismosestrand Camping gør flaget det lettere at tiltrække gæster.
- Det tyske publikum er meget miljøbevidste og sætter pris på, at de kan se, at der er styr på miljøet, siger Peter Lützen.
Men det samme gør sig gældende for de danske gæster.
- Det er helt sikkert vigtigt for os, at det er noget rent badevand. Drengene elsker at bade, så det betyder meget for dem at komme ud at bade, siger Michael Glentedal fra Odense.