En blokvogn med en stor gravemaskine var kort efter klokken otte i morges på vej i retning mod Odense, da den ramte en bro over landevejen mellem Verninge og Frankfri.
Sammenstødet var så voldsomt, at gravemaskinen blev revet midt over. Larvefødderne blev stående på blokvognen, og gravemaskinens overdel blev revet af ved sammenstødet med broen.
- Umiddelbart har lastbilen med læs været for høj i forhold til broen, fortæller indsatsleder Henrik Vallø Strauss fra Fyns Politi.
Uheldet betød en del forsinkelser for trafikken, og i et tidsrum blev der helt lukket for trafik, mens en stor kran fjernede den ødelagte gravko. .
Politi og redningsfolk arbejdede hele formiddagen på uheldsstedet.