Mangler cykelsti til skole: - Jeg har selv været ved at blive påkørt

Siden sommerferien i år har Anne Sophie Buursgaard ikke turde lade sin datter cykle i skole om morgenen. Hun mener, at vejen er for farlig, fordi der mangler cykelsti, og folk kører for stærkt.

Når Anne Sophie Buurgaards 11-årige datter Tea skal i skole om morgenen, så tager hun bussen. Efter hun er skiftet skole, tør hun nemlig ikke længere cykle.

Anne Sophie Bursgaard og hendes datter bor i landsbyen Køng ved Glamsbjerg, og indtil sommerferien i år har Tea kunnet cykle til sin skole i Gummerup. Da skolen lukkede i sommers, har hun været nødt til at starte på Glamsbjergskole

Det betyder en ny vej for Tea, og det har gjort hendes mor utryg.

- Der er så lidt plads på vejen og jeg har selv været ved at blive påkørt, fortæller Anne Sophie Buursgaard.

Derfor må Tea tage bussen om morgenen. En tur der tager 30 minutter, men som på cykel ville tage 10 minutter.

Det er især de to rundkørsler mellem Køng og Glamsbjerg, der giver udfordringer. Her kører der ifølge Anne Sophie Buursgaard mange tunge køretøjer som busser og lastbiler, og de har dårligt udsyn. 

- Vi har den fineste cykelsti i Gummerup, men der er noget med de rundkørsler. Selvom vejen er bred, så kører folk stærkt, lyder det fra Anne Sophie Buursgaard.

Der er først efter sommerferien i år, at vejen mellem Køng og Glamsbjerg er blevet transportvej for skoleelever, efter at skolen i Gummerup lukkede.

Øget fokus på at cykle i skole

I Assens Kommune har man de sidste par år haft fokus på at få flere til at cykle i skole.

Den er en af de kommuner, der bakker op om Cyklistforbundets initiativ Alle Børn Cykler, som går ud på at få så mange børn som muligt til at cykle i skole. 

Anne Sophie Buursgaard så gerne at Tea fik den motion, der er ved at cykle i skole

- Det giver bare mere fysisk aktivitet, og det er rigtig vigtigt, siger hun.

Mere oplysning

Datteren ville da også gerne selv cykle i skole om morgenen, og ifølge Anne Sophie Buursgaard er hun ikke den eneste.

- Der er mange cykelmodne børn i Gummerup, men de får ikke lov til det, fortæller hun.

Ifølge Anne Sophie Buursgaard er løsningen mere oplysning og indgriben fra kommunens politikere. Hun så også gerne, at der kom cykelstier i de to rundkørsler, men erkender, at det kan være svært i forhold til vejens bredde.

Derfor håber hun på, at stopsignaler og fokus på de bløde trafikanter vil få flere til at sænke farten i rundkørslerne, så hun og andre igen tør lade deres børn cykle i skole. 

Kommer ikke på budgettet

I Assens Kommune forstår man godt udfordringen med de usikre veje, fortæller Dan Gørtz (V), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget. Der er mange områder, der mangler cykelsti.  

Derfor holdt Kommunen i tirsdags møde om midlerne til ny cykelsti og her prioriteres sikrere skoleveje højt. Vejen til Glamsbjergskole kommer dog ikke på budgettet forløbig.

- Vi vil også gerne sikre den vej. Men vi har fået mindsket vores anlægsramme, så det ikke går ud over velfærden i Assens Kommune. Så det bliver ikke i budget for 2022, siger Dan Gørtz og fortsætter.

- Vi var ikke klar over udfordringen ved vejen til skolen, men vi håber på at kunne finde en løsning, og at folk imellemtiden har mulighed for på anden måde at få børnene i skole, hvis de føler sig utrygge.

Oversigt

    Oversigt