Nedlukningen og et coronaramt forretningsliv gør det svært for butikkerne i de mindre byer rundt om i landet. Men i Haarby ser det anderledes ud.
Her kan man nu melde alt udsolgt af butikslokaler på hovedgaden, efter den sidste lejeaftale netop er blevet underskrevet.
Det skyldes ifølge borgerforeningen de mange lokale kræfter, der tror på byen.
- Jeg tror, det er den optimisme, der er i Haarby. Når folk godt kan lide at komme her, gør det, at folk kan se, at de kan lave forretning her. Det er et område, de tør satse på, siger næstformand i Haarby Lokalråd Jens Jakobsen, der også sidder i Assens Byråd for Venstre.
Han peger ligeledes på byens svømmehal som et trækplaster.
Mange føler sig velkommen
I 2019 viste tal fra Erhvervstyrelsen, at 676 små butikker i de mindre danske byer er forsvundet på syv år. Det svarer til, at hver 10. butik på landet har drejet nøglen om.
- Så jeg synes, det er en succeshistorie, at man som lille samfund kan have så aktiv en hovedgade, siger Jens Jakobsen.
- Det er en sammenblanding af mange ting. Et af de stærksete kort er, at vi har næsten 80 foreninger. Det er gør, at der er rigtig mange frivillige og borgere udfra, der ikke lige bor i Haarby, som føler sig velkommen, fordi de kommer her hver dag, siger han.
Ingen vil se på mursten
Et af de steder, hvor lokalrådet har sat ind sammen med kommunen og har gjort en forskel, er det visuelle indtryk af hovedgaden, fortæller næstformanden.
- Man skal tænke nye veje. I stedet for at dagligvarerbutikkerne vender væk fra hovedgaden, er det vigtigt, at man åbner op, siger han.
Ifølge ham er der ingen, der gider kigge ind i en væg af mursten, når de kommer gennem byen. Derfor skal fronten vende ud mod vejen, lyder det.
Og det har man allerede mærket hos den lokale bilforhandler, der har haft større succes, efter udstillingen er rykket tættere på hovedgaden, fortæller Jens Jakobsen.
Nu mangler byen bare flere byggegrunde, for her er der også meldt næsten udsolg, lyder det fra lokalrådets næstformand.