Millioner til aktivitetsplads i Assens

3,2 millioner kroner. Så mange penge har Lokale- og Anlægsfonden besluttet at give til det nye "puls-område" ved den tidligere sukkerfabrik i Assens.

Her vil Assens Kommune etablere et idræts- og aktivitetsområde mellem det nye rådhus og idrætshus. Alle borgere skal have adgang til klatremure, skaterramper, streetbasket, mulighed for amerikansk fodbold, cykelbaner, udendørs squashbaner, dansescene, bålplads, café og picnicområder.

- Det er rigtig glædeligt, at Lokale- og Anlægsfonden vælger at gå ind og støtte "Pulsen i Assens" med et millionbeløb. Aktiviteterne i Idrætshuset, der repræsenterer såvel den organi-serede som den uorganiserede idræt, passer fint sammen med tankerne om, at udearealerne bruges aktivt til en række spændende og unikke udendørsaktiviteter, siger Bent Schmidt, der er formand for Idrætshusets bestyrelse.

"Pulsen i Assens" koster 22 mio at etablere. Udover Lokale- og Anlægsfondens støtte finansieres projektet af Assens Kommune, Arena Assens Fonden, Assens Forsyning, Danisco samt Grundejerforeningen Sukkerfabrikken.

Oversigt

    Oversigt