Politiet har "opklaret" dødsulykke - det fandt de ud af

Fyns Politi har afsluttet efterforskningen af den mest alvorlige dødsulykke på Fyn i over fire år.

Fyns Politi betragter en soloulykke, hvor tre unge mennesker mistede livet, for opklaret, oplyser politikredsen til TV 2 Fyn. 

Ulykken skete den 25. oktober om eftermiddagen, hvor fire unge mennesker i en bil kolliderede med et tre. Den 18-årige fører og to passagerer mistede livet, mens en 17-årig passager overlevede.

Politiets tekniske undersøgelser har vist, at hverken alkohol eller euforiserende stoffer var medvirkende til ulykken, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fyns Politi.

- Fyns Politi har på denne baggrund ikke yderligere til sagen, som med de sidste undersøgelser anses for at være en tragisk ulykke, står der.

Hastighed er hemmelig

Overfor TV 2 Fyn vil politikredsens presseafdeling ikke uddybe hvorvidt høj fart har været medvirkende til ulykken.

- Vi synes det var vigtigt at mane ondsindede rygter til jorden, men derudover har vi ikke yderligere kommentarer til sagen, fortæller kommunikationskonsulent Mads Boel.

Men offentligheden har vel en interesse i at vide, hvad der var årsag til så tragisk en ulykke?

- Det kommer vi ikke til at gå i nærmere detaljer om, svarer han.

Han fortæller dog, at politiet ikke har i sinde at udføre flere undersøgelser eller fortsætte efterforskningen. Sagen betragtes altså som afsluttet, og får ingen retslige efterspil, oplyser politikredsen.

De pårørende er underrettet om resultaterne af undersøgelsen..

Oversigt

    Oversigt