Skat runder ned, når du får penge tilbage - og beholder pengene

Fire ud af fem danskere får penge tilbage i skat - men det er ikke det fulde beløb, der ender hos borgeren. For skatten bliver altid rundet ned, uanset om det er én eller 99 øre.

Omkring to millioner danskere har siden fredag tjekket deres årsopgørelse. Langt størstedelen er blevet mødt af grønne tal og en besked om, at de får penge tilbage i skat.

Men det er ikke det fulde beløb, borgerne får tilbage.

Skat runder nemlig altid ned på årsopgørelsen. Ender resultatet for eksempel på 6.831,98 kroner som i det viste eksempel, runder Skat ned til 6.831 kroner og sletter hele ørebeløbet.

De 98 øre tilfalder statskassen.

Flere penge samlet i statskassen

I Danmark er det fire ud af fem borgere, der kan se frem til at få penge tilbage, når de åbner årsopgørelsen i disse dage, og her betyder nedrundingen, at der ryger flere penge i statskassen, forklarer Cecilie Bay Frandsen, der er skatterådgiver hos revisionsfirmaet BDO. 

- I Danmark er der gevaldigt flere, der har en overskydende skat fremfor restskat. Når de så bruger nedrundingsprincippet på begge dele, så ryger der flere penge ind til statskassen, siger hun.

Reglen gælder, uanset om man skal betale restskat eller har en overskydende skat til gode. 

Indtjening på 1,5 millioner kroner

TV 2 Fyn har kontaktet Skat for at få en forklaring på, hvorfor det hænger sådan sammen, men de har ikke haft mulighed for at stille op til interview i dag. 

Ifølge Skattestyrelsen findes forklaringen i Kildeskatteloven, hvor der står, at der kun skal udbetales skat i hele kroner, hvorfor ørebeløbet altid bliver slettet.

- Vi skal simpelthen slette ørebeløbet og ikke afrunde. Hvis I skal betale restskat, sletter vi også ørebeløbet, skrev Skattestyrelsen i et opslag på Facebook tilbage i 2018. 

Ifølge Skattestyrelsen udgør afrundingen i gennemsnit omkring 50 øre per modtager.

Sidste år skrev Ekstra Bladet, at staten fik 1,9 millioner kroner ind alene på grund af reglen om afrunding. Samtidig sparede borgere, som skyldte skat penge sidste år 400.000 kroner på reglen om afrunding. Statens samlede indtjening var altså på cirka 1,5 millioner kroner.

Sidste år stillede en borger fra Odense et borgerforslag om afskaffelse af paragraffen i kildeskatteloven, der betyder, at skatten rundes ned til det hele kronebeløb. Forslaget fik dog kun 240 støtter ud af de 50.000, der skal til for at rejse et borgerforslag i Folketinget.

Oversigt

    Oversigt