Minister ikke til at rokke: Nu går borgmestre til udvalg med broløb

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs og Sten Knuth fra Slagelse fik blank afslag hos Ole Birk Olesen på at fortsætte broløbet på Storebæltsbroen.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er ikke til at rokke.

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs og Slagelses borgmester Sten Knuth fik et klart nej, da de her til middag gæstede transportministeriet for at få ændret beslutningen om broløb på Storebælt.

Ole Birk Olesen har allerede skriftligt begrundet, at trafiksikkerheden står over ønsket om at arrangerer cykel- og motionsløb på broen, og det blev der ikke ændret på, da de to Venstre-borgmestre mødte personligt op i dag.

- Vi fik ikke det, vi ville, og vi vil nu bede om foretræde for transportudvalget, hvor der er stor opbakning til at fortsætte broløbene. Også lokalt er der stor interesse og mange gode argumenter for at bevare muligheden for at bruge broen til motionsløb. Vi stopper ikke kampen, siger Kenneth Muhs.

Trods den klare afvisning siger Kenneth Muhs, at der var tale om en god dialog med ministeren, hvor alle argumenter endnu en gang kom på bordet.

Hvordan kan du sige, at det var et godt møde, når du blev hældt ned af brættet og ikke fik noget resultat?

- Man kan sige det sådan, at vi kunne have været i en situation, hvor vi slet ikke blev inviteret ind til et møde med ministeren. Derfor er det altid godt at kunne udveksle synspunkter, og vi kan fremlægge det vi brænder for, og det holder vi fast i, siger borgmesteren fra Nyborg.

 

Oversigt

    Oversigt